Kryddersnaps

Lavendelsnaps

Lavendelsnaps er en af mine yndlings kryddersnapse. Umiddelbart tænker man måske, at det er en parfumeret sag, men lavendelsnaps smager fantastisk – ikke mindst i en velkomstdrink blandet med Asti.

Duften af lavendler

Der er ikke noget som duften af lavendler, og det er en rigtig spændende blomst at bruge i køkkenet, synes jeg. Den klæder kager og desserter godt, og så er den genial i snaps.

Når jeg laver snapse første gang, laver jeg altid af en halv flaske klar snaps, det vil sige ca. 35 cl. Hvis jeg synes, det er en god snaps producerer jeg mere. På den måde kommer jeg ikke til at “spilde” en masse god snaps på at lave kryddersnapse, jeg ikke bryder mig om.

Lavendelsnaps laver jeg dog altid en hel flaske af.

Lavendelsnaps

Sådan laver du lavendelsnaps

  • friskplukkede lavendler
  • klar snaps
  • evt. en smule honning (jeg bruger klar akaciehonning)

Pluk friske lavendler i din have. De skal være i blomst, og du skal plukke stilkene af. Tjek lavendlerne for små insekter og skidt, inden du bruger dem.

Fuld et sylteglas eller en glasflaske ca. kvart op med lavendlerne.

Hæld klar snaps over og lad lavendelsnapsen trække i op til tre dage. Smag evt. på den undervejs. Den får en flot gylden farve.

Ligesom andre blomstersnapse, vinder smagen ved lavendler ikke ved at trække i længere tid.

Hæld snapsen gennem en sigte for at få bladene fra og hæld snapsen tilbage i sylteglasset. Hvis du synes, den skal sødes, kommer du 1/2 til 1 spsk honning i, som du lader opløse sig. Lad snapsen opløse honningen.

Nu kan du filtrere snapsen.

Det gør du ved at hælde den gennem et kaffefilter i en tragt, som du sætter i den flaske, du gerne vil opbevare snapsen i.

Men husk lige at smage på snapsen først, så du er sikker på, at den har den sødme og smag, som DU kan lide. Er snapsen blevet for sød eller for kraftig, kan du fortynde den med lidt mere snaps.

Det er ikke en nødvendighed, at du søder lavendelsnapsen med honning. Du kan sagtens undlade den, hvis du foretrækker en snaps, som ikke er så sød. Jeg laver den for det meste uden honning, fordi jeg ofte bruger den videre i drinks.

God fornøjelse!

Lavendelsnaps

Kryddersnaps

Syrensnaps

Filtreret syrensnapsJa, tænk sig, man kan også lave syrensnaps. Man kan lave kryddersnaps af næsten alt, hvad man har i haven, i græsplænen, i grøftekanten, i markhegnet, på stranden osv. Det gør alt det her med kryddersnapse rigtig spændende og udfordrende: Kan man nu lave en god kryddersnaps af denne plante? Læs mere

Kryddersnaps

Smuk rød hindbærsnaps

HindbærsnapsHindbærsnaps får den smukkeste røde farve og har en dejlig frugtagtigt, let syrlig smag. Den skal drikkes let afkølet og helst på en strålende sensommerdag – men snapsen kan nu også bringe sommeren tilbage for et kort øjeblik på en kold vinterdag. Læs mere

Kryddersnaps

Rosensnaps med honning – hjemmelavet kryddersnaps

RosensnapsAhh, rosensnaps. Roser fyldt på flaske. Lyder det ikke bare skønt?

Der er to ting i køkkenet og haven, som virkelig kan få mit hjerte til at banke. Den ene er blomster i haven og anvendelsen af blomsternes blade i køkkenet. Den anden ting er leg og eksperimenter med at lave egne snapse, sirupper, kryddersalte, marmelader osv. Læs mere

Jul, Kryddersnaps

Lys julesnaps

Lys julesnaps er smuk og gylden i farven

Hvis du ikke er til den klassiske Juleakvavit fra fryseren, skulle du prøve denne her i stedet. Denne lyse julesnaps kræver ikke mange armkræfter at lave, og den smager klart og gyldent af jul, højtid og hygge. Læs mere