Go Back
Grødboller
Udskriv

Grødboller

Bag ekstra saftige og lækre boller med grød. Bollerne er nemme at bage og kan spises både som morgenmad og snack eller bruges til at tage med i madpakken. Grødboller holder sig saftige og friske i flere dage og mætter godt.
Ret Hjemmebagt brød
Køkken Dansk
Keyword Hjemmebag
Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Hævetid 1 time 20 minutter
Samlet tid 2 timer
Antal 12 store boller

Ingredienser

Havregrød

  • 60 g havregryn
  • 2 dl vand
  • 2 dl mælk
  • 1 tsk salt

Boller

  • 25 g gær
  • 2 dl vand
  • 1 spsk honning
  • 1 spsk salt
  • 400 g hvedemel
  • 1 portion havregrød (ca. 425 g)
  • 150 g sigtemel
  • 75 g havregryn
  • 75 g havreflager

Sådan gør du

Havregrød

  • Kog havregryn, vand, mælk og salt til en lind grød i en lille gryde under omrøring. Lad havregrøden køle lidt af.

Boller

  • Opløs gæren i vand i en røreskål.
  • Tilsæt den afkølede havregrød sammen med honning, salt og ca. halvdelen af hvedemelet. Rør det hele sammen til en klistret dej på høj hastighed på din røremaskine eller med en håndmikser.
  • Tilsæt havregryn og resten af hvedemelet. Tilsæt derefter sigtemelet lidt efter lidt, mens dejen røres på lidt under medium hastighed. Dejen skal røre i ca. 5 minutter, indtil den slipper skålens kanter let, men stadig er en lille smule klistret og fugtig.
  • Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i 1 time.
  • Tænd ovnen på 250 grader varmluft.
  • Hæld grovvalsede havregryn i en dyb tallerken og form 12 boller med to spiseskeer. Vend forsigtigt bollerne i tallerkenen med havregrynene og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Lad bollerne hæve tildækket i ca. 20 minutter ved stuetemperatur.
  • Skru ovnen ned på 225 grader og bag bollerne i ca. 20 minutter, til de er flot gyldne. Lad bollerne køle af på en bagerist.

Noter

Tip: Du kan sagtens lave grødbollerne som koldhævede boller – reducer da gærmængden til 10 g og lad bollerne hæve koldt natten over. Form bollerne og lad dem efterhæve i ca. 30 minutter ved stuetemperatur, før du bager dem.