Denne panna cotta med hyldeblomstgelé og fennikelsmag er både velsmagende og lækker og er den perfekte junidessert, som er hurtigt lavet og som indfanger en af juni måneds mest fremtrædende smage på fortrinlig vis: Hyldeblomst.
Læg de tre blade husblas til selve panna cottaen i blød i en skål med koldt vand.
Rist fennikelfrøene kort på en tør pande for at fremhæve smagen. Vil du have ekstra meget smag af fennikel, kan du knuse dem let i en morter, og ellers tilsætter du dem blot hele.
Hæld fløde, sukker og fennikelfrø i en gryde og varm det ganske langsomt op, så du får smagen af fennikel med. Giv til sidst blandingen et meget kort opkog. Sluk for gryden og lad blandingen stå og trække i 5 minutter. Rør en gang i mellem, så fløden ikke trækker skind.
Hæld flødeblandingen gennem en sigte ned i skål, så du får siet fennikelfrøene fra.
Klem vandet af husblassen og opløs den i den stadig varme fløde. Rør stille med et piskeris, så du ikke får pisket luftbobler ind flødeblandingen.
Fordel blandingen i de glas eller dessertskåle, du har udvalgt, og sæt dem i køleskabet i 1-2 timer, til panna cottaen er stivnet og er helt fast på toppen. Det er vigtigt, at du ikke hælder gelé på panna cottaen, før den er helt stiv.
Hyldeblomstgelé
Læg husblassen i blød i en skål med koldt vand i 5 minutter.
Mål hyldeblomstsaft af og varm det op i en gryde, til det når kogepunktet. Tag gryden af varmen.
Efter et par minutter klemmer du vandet af husblassen og opløser den i hyldeblomstsaften.
Når hyldeblomstsaften er kølet ned til under 35 grader – det skal næsten ikke være varm mere, men må heller ikke være på vej til at stivne – fordeler du det forsigtigt over glassene med panna cotta. Lad geléen stivne helt før servering.
Ved servering pynter du med små friske buketter hyldeblomster og lidt bronzefennikel.