Go Back
Fastelavnsboller med biscoff og creme
Udskriv

Fastelavnsboller med biscoff og creme

Er du til biscoff-creme, så er jeg sikker på, du vil elske disse gammeldags fastelavnsboller med biscoff og vaniljecreme – de er indbegrebet af alt godt samlet i en lækker blød bolle. Fastelavnsbollerne er nemme at lave og henvender sig til både børn og voksne.
Ret Fastelavnsboller
Køkken Dansk
Keyword Biscoff, Fastelavn, Vaniljecreme
Forb. tid 45 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Hævetid 45 minutter
Antal 20 boller

Ingredienser

Vaniljecreme

  • 2,5 dl mælk – gerne let- eller sødmælk
  • 1/2 vaniljestang eller 1-2 tsk vaniljesukker
  • 3 æggeblommer
  • 75 g sukker
  • 25 g Maizena

Bolledej

  • 2,5 dl mælk – gerne sødmælk
  • 50 g gær
  • 550-600 g hvedemel
  • 250 g smør
  • 50 g rørsukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 2 æg

Fyld og pynt

  • 1 glas Biscoff-creme
  • 2 Biscoff Lotus-småkager

Sådan gør du

Vaniljecreme

  • Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud. Bruger du vaniljesukker, skal du først komme det i til sidst, når cremen er færdig.
  • Varm mælken op sammen med vaniljestang og -korn.
  • Pisk imens æggeblommer med sukker, til massen er hvid og skummende. Vend maizena i.
  • Når mælken koger, hældes den i æggeblandingen, mens du pisker. Hæld derefter blandingen tilbage i gryden og sæt den på blusset igen ved ca. middel varme.
  • Lad cremen koge forsigtigt i ca. 1 minut, mens du pisker hele tiden – pas godt på, at den ikke brænder på. Du vil kunne se, at cremen tykner mere og mere.
  • Tag cremen af varmen og rør vaniljesukker i, hvis du bruger det. Hæld cremen i en skål, film den og sæt den på køl, indtil du skal bruge den.

Bolledej

  • Lun mælken og rør gæren ud heri.
  • Smuldr smørret (det må gerne være koldt) i ca. 550 g mel og tilsæt derefter sukker og vaniljesukker.
  • Hæld mælken i dejen sammen med æggene og rør dejen, til den er glat og smidig – gerne på en røremaskine. Tilsæt mere mel, hvis nødvendigt.
  • Lad dejen hæve i en skål i ca. 30 minutter.
  • Rul dejen ud i en stor kvadrat på køkkenbordet og skær den ud i 20 firkanter (4 x 5).
  • Læg en skefuld biscoff-creme på hver firkant og derefter en skefuld kold vaniljecreme.
  • Fold hjørnerne ind og luk dejen godt til ved at nippe med to fingre.
  • Læg fastelavnsbollerne på en bageplade beklædt med bagepapir med samlingerne nedad og lad dem hæve i ca. 15 minutter.
  • Bag fastelavnbollerne ved 200 grader varmluft i ca. 15 minutter, til de er smukt gyldne og færdigbagte.

Pynt

  • Du kan enten komme biscoff-creme på toppen af bollerne, mens de stadig er lune og lade det smelte på bollerne eller du kan lune cremen og komme det på bollerne, når de er afkølede (som på billederne).
  • På varme boller: Smør en lille klat creme på toppen af hver bolle og lad cremen smelte på bollen, så den løber ned ad siderne. Drys med knuste Lotus-kiks.
  • På afkølede boller: Kom et par gode store klatter biscoff-creme i en skål og lun cremen enten i microovnen i ca. 10-15 sekunder eller sæt skålen i ovnen og brug eftervarmen efter bagningen af bollerne. Cremen behøver ikke at være helt smeltet, men skal blot være blød.
  • Smør den bløde creme på toppen af hver bolle og drys med knuste Lotus-kiks.