Allerførst skal du fryse din halve side ferske laks mindst 24 timer, så du dræber eventuelle bakterier i laksen. Gravad laks er jo rå laks, og derfor skal du passe godt på.
Tag laksen ud af fryseren og tø den op.
Når laksen er tøet op, kører du fingeren gennem midten af laksen og mærker efter, om der skulle sidde ben tilbage. Du skal ikke fjerne skindet, for så bliver det svært for dig at skære laksen senere.
Drys med groft salt.
Dæk laksesiden med brun farin. Man “begraver” den så at sige, og der skal godt med farin på – derfor er der heller ikke angivet et mål i opskriften.
Drys med tørret dild henover. Her er det vigtigt, at du ikke bruger frisk dild, som kan indeholde bakterier, der kan “forurene” den rå fisk.
Dæk til med film og sæt den på køl for at trække i minimum to dage. Dit køleskab skal helst være 2 grader, så hvis du har mulighed for at skrue det lidt ned, øges laksens holdbarhed. Vend gerne laksen rundt et par gange i løbet af trækketiden. Der skal dannes en slags “saft” på laksen.
Efter et par dage er laksen klar til servering. Skær den i helt tynde skiver på skrå og server sammen med hjemmelavet rævesauce og frisk dild – gerne på hjemmebagt brød og med lidt salat under.