Skyl kvæderne og gnub dem rene for fnuller.
Skær dem i kvarte og fjern kernehusene. Skær dem derefter i små stykker, og gør det forholdsvis hurtigt, så kvæderne ikke bliver alt for brune.
Kom kvædestykkerne i et sylteglas og hæld snaps eller vodka over. Sæt låg på sylteglasset.
Lad snapsen trække i ca. 2-3 måneder.
Hæld snapsen gennem en sigte for at få kvædestykkerne siet fra og hæld snapsen tilbage i sylteglasset. Hvis du synes, den skal sødes, kommer du ca. 1 lille tsk honning i, som du lader opløse sig. Lad gerne snapsen stå indtil næste dag eller i det mindste et par timer. Smag på snapsen, så du ved, at den har den rigtige sødme, inden du filtrerer.
Når snapsen har den helt rigtige smag, filtrerer du den. Det gør du ved at hælde den gennem et kaffefilter i en tragt, som du sætter i den flaske, du gerne vil opbevare snapsen i.