Go Back
Mørkt foccacia med kerner
Udskriv

Nordisk foccacia

Dette foccaciabrød har jeg valgt at kalde et nordisk foccacia, fordi det egentlig blot er en mere skandinavisk udgave af det klassiske italienske foccacia bagt på durum og tipo 00. Og helt ærligt, det smager fantastisk!
Ret Madbrød
Køkken Dansk
Keyword Foccacia
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Hævetid 8 timer
Antal 1 brød

Equipment

  • 1 Lille bradepande, ca. 20 x 30 cm

Ingredienser

  • 4 dl koldt vand
  • 1 pose tørgær
  • 175 g tipo 00
  • 175 g groftmalet durummel
  • 20 g maltmel
  • 1 stor spsk groft salt
  • 3/4 dl blandede kerner, fx chia, græskarkerner, hørfrø, solsikkekerner, sorte sesamfrø og lignende
  • ca. 1/2 dl rapsolie eller en god nøddeolie

Sådan gør du

Dag 1

  • Rør tørgæren ud i det kolde vand.
  • Bland tipo 00-mel og groft durummel i sammen med maltmel og salt.
  • Rør godt rundt med en grydeske eller lignende. Når dejen har samlet sig til en ensartet klistret masse, sætter du film over og stiller skålen med dejen i køleskabet til næste dag. Du kan også lade den hæve på køkkenbordet i 2-3 timer, hvis du gerne vil lave brødet samme dag.
  • Inden du stiller dejen til hævning, skal du dog sikre dig, at dejen ikke er alt for tynd. Den skal være meget klistret, men må ikke kunne “løbe”. I så fald skal du tilføje lidt ekstra mel.

Dag 2

  • Næste dag tager du dejen ud af køleskabet og lader den stå ca. 10 minutter på bordet. Så hælder du den over i en lille bradepande ca. 20 x 30 cm beklædt med bagepapir og lader dejen stå og temperere i ca. 1/2-1 time, så den ikke er iskold, når du sætter den i ovnen.
  • Lige inden du sætter brødet ovnen, hælder du lidt rapsolie ud over brødet i en tynd stråle og godt fordelt, hvorefter du med (rene) fingre prikker huller i dejen, som olien kan løbe ned i.
  • Så drysser du dine udvalgte frø henover og sætter brødet i ovnen i 30 minutter ved 210 grader varmluft.
  • Lad brødet køle en smule af inden servering.