Hæld de friske jordbær i en gryde af passende størrelse, læg hyldeblomstskærme på bærrene og drys sukker over.
Lad nu jordbærrene stå og trække med hylden og sukkeret i mindst en time på køkkenbordet – med låg på, eller endnu bedre: Lad bærrene trække natten over i køleskabet.
Når bærrene har trukket, varmer du langsomt gryden op, så sukkeret kan smelte lige så stille. Når al sukkeret er smeltet, skruer du lidt mere op for varmen og bringer bærrene i kog. Lad dem stå og koge i små fem minutter, så bærrene bliver bløde.
Sluk for varmen og hiv hyldeblomstskærmene op af gryden. Jeg bruger en madpincet.
Blend nu jordbærrene med et stavblender, så marmeladen bliver dejlig cremet.
Tilsæt evt. her et par skefulde hyldeblomstsirup eller lidt hyldeblomstsaft (men ikke for meget saft, for så kommer du på arbejde med at jævne marmeladen).
Bring derefter langsomt marmeladen i kog, og når den begynder at boble lige så stille, jævner du den med røde Melatin, som du har blandet med et par skefulde sukker. Du jævner ved at drysse Melatin og sukker let hen over overfladen, hvorefter du rører det ned i marmeladen med en grydeske. Sådan gør du, til du har brugt al Melatinen.
Har du tilsat hyldeblomstsaft, kan det være, du skal bruge en ekstra skefuld Melatin, så marmeladen ikke bliver for tynd.
Lad marmeladen koge ca. 1 minut, efter du har tilsat det sidste Melatin, så den kan jævne.
Sluk så for varmen, skum marmeladen af, så du får alle urenheder væk, og hæld marmeladen på atamonskyllede sylteglas. Vent med at sætte låg på til marmeladen er kølet af.