Her får du opskriften på, hvordan du laver dine egne bivoks wraps til at bruge i køkkenet. Bivoks madpapir kan du bruge både til at indpakke madvarer og til at dække skåle og bøtter med i stedet for vitawrap, film og stanniol. Det er en bæredygtig tankegang, og bivoks wraps er meget nemme at lave selv.
(Dette blogindlæg indeholder affiliatelinks, hvilket betyder, at jeg tjener en skilling, hvis du klikker dig videre og foretager et køb. Jeg linker kun til varer og produkter, som jeg enten selv bruger eller som jeg vil anbefale. Klikker du på et link og køber, så støtter du samtidigt mit arbejde med at udvikle opskrifter, som jeg kan lægge ud til dig og alle andre – ganske gratis.)
Et bæredygtigt køkkenliv
Vi er både vilde med DIY-projekter og en bæredygtig tankegang.
Hvis der er noget, man bruger meget af i et køkken, er det stanniol og film. Selv om vi så vidt muligt forsøger at komme rester og madvarer i bøtter med låg, så er der stadig rigtig meget, som har brug for at blive dækket af stanniol og film. Alt for meget, synes vi.
Derfor har vi lavet en hel masse stykker bivoks wraps i forskellige størrelser. De kaldes også bivoks madpapir, mad wraps, bivoks lærreder eller blot madpapir af bivoks. Og sikkert meget mere. På engelsk kaldes de bee’s wraps eller beeswax wraps.
De er simple at lave: Man klipper et stykke stof ud i passende størrelse, hvorpå man smelter bivoks sammen med lidt olie og evt. knust harpiks. Man kan lave bivoks madpapir i ovnen eller stryge bivoksen på. Vi har gjort begge dele, men er mest tilhængere af at lave bivoks wraps i ovnen. Det sviner mindre og er nemmere at stå med.
Stoffet kan være nyt stof i metermål (som du vasker først) eller det kan være genbrugsstof af gamle lagner eller duge eller lignende (som du giver en kogevask inden). Det er helt op til dig. Men det er da en god og bæredygtig tanke med genbrugsstof.
Bivoksgranulater
Udover stof i forskellige stykker, skal du enten bruge bivoks i hele plader, som du river, eller bivoksgranulater, som du blot drysser på. Vi har kun benyttet granulater i vores produktion, da det er meget, meget nemt at stå med. Bivoksgranulat kan du købe hos Hedenhus, som har en rigtig god gul bivoksgranulat og tilmed en økologisk variant.
Hvis du klikker på billedet nedenfor (affiliatelinks), kan du se granulaterne og priserne i deres webshop.
Knust harpiks og jojobaolie
Derudover kan det være en god idé også at drysse lidt knust harpiks på dit bivoksmadpapir, da det får madpapiret til at holde sig bedre sammen om skåle, bøtter og madvarer. Det gør simpelthen madpapiret mere klæbende og gør det derfor nemmere at håndtere indpakning af diverse ting.
En lille smule olie på dit bivoks madpapir gør dem mere bløde og bøjelige. Derfor er det også en god idé at fordele nogle dråber olie ud over stofstykket. Udover at virke blødgørende, indeholder nogle olier også antibakterielle egenskaber, derfor anbefales det at bruge fx jojobaolie eller kokosolie. Der er dog intet i vejen for at du bruger den olie, som du nu engang har på lager. Og olie kan endda helt udelades – prøv at lave nogle både med og uden og se, hvad du synes, passer dig bedst.
Knust harpiks og jojobaolie kan du også få hos Hedenhus:
Sådan laver du madpapiret
Nedenfor finder du den nemme opskrift på, hvordan du laver dit bivoks madpapir og på billedet her kan du se, hvordan du fx sætter det på en skål med rester fra aftensmaden. Det er virkelig en god måde at komme vitawrap og stanniol til livs på.
Bliver du inspireret til et mere bæredygtigt liv, så se også, hvordan du fx kan lave dine egne genbrugelige vatrondeller (eller få en, du kender til det, hvis ikke du har mod på at hækle selv):
Lav dine egne hæklede genbrugelige vatrondeller
Opskrift på bivoks wraps
Equipment
- Pensel
- Bagepapir
- Bradepande
- Tang eller køkkenpincet
Materials
Det skal du bruge til ét stykke bivoks wraps på ca. 25 x 25 cm
- 1 stykke vasket bomuldsstof
- ca. 2 tsk bivoksgranulat
- ca. 1 tsk jojoba eller kokosolie
- ca. 1 tsk knust harpiks
- Evt. gummihandsker
Sådan gør du
- Tænd din ovn på 150 grader.
- Læg dit stofstykke på et stykke bagepapir på den bradepande, der hører til ovnen.
- Drys knust harpiks på stoffet og brug en mindre pensel til at sprede det jævnt over over hele stofstykket.
- Drys bivoksgranulat ud over stofstykket og brug evt. fingrene til at fordele granulaterne jævnt (det kan være en god idé at bruge gummihandsker).
- Dryp til sidst lidt olie ud på stofstykket – ikke meget.
- Sæt bradepanden i ovnen i ca. 5 – 10 minutter. Hold godt øje med, hvornår det hele er smeltet og tag bradepanden ud umiddelbart derefter.
- Lad dit bivoks madapir køle en smule af på bagepapiret eller hiv det af med en køkkenpincet eller tang og sving det lidt frem og tilbage i luften, indtil det ikke længere er brandvarmt.
- Fortsæt på samme måde, indtil du har lavet alle dine bivoks wraps.
- Dine bivokswraps kan derefter tages i brug med det samme og skal ikke vaskes forinden.
Sådan vasker og vedligeholder du dine bivoks wraps
Til hverdag kan du øjes med at vaske dine wraps i hånden i koldt til lunkent vand og derefter lægge dem til tørre.
Er de blevet meget beskidte, kan du give dem en tur i opvaskemaskinen og derefter lade dem få en opfriskende omgang i ovnen med lidt nyt bivoks, harpiks og olie.
En smart måde at opbevare sine bivoks wraps er at rulle dem og sætte dem i store sylteglas, krukker eller lignende. Så pynter de fint på køkkenbordet eller på en hylde og er nemme at komme til.