Vidste du, at du kan lave din egen karse af chiafrø? Karsen laver du på samme måde som almindelig karse ved at drysse chiafrø på noget vat, vande frøene hver dag og lade dem vokse stille og roligt op et lyst sted.
Chiakarse er både dekorativt og sundt og et afvekslende alternativ til almindelig karse. Lækker på en æggemad eller i salat eller hvor du ellers kan trænge til et grønt pift. Den grønne pynt på toppen af maden får maden til at se endnu mere indbydende og frisk ud.
Der er nu ikke noget, som at se maden vokse op. At se de små musegrå frø blive til smukke grønne stængler, der til sidst kan spises.
Desuden pynter chiakarse smukt i vindueskarmen. Her har jeg sået frøene i nogle gamle, fine og meget skøbelige kaffekopper, som passer ind i køkkenet. Det ser både hyggeligt og lidt romantisk ud. Og så føles køkkenet sundt og godt. Husk at sætte frøene langt fra routere, computere og mobiltelefoner – det er noget med, at de ikke vokser så godt i nærheden af elektronik og stråler.
God fornøjelse! Nedenfor kan du se, hvordan chiakarse ser ud.