Intet er så nemt som at lave en omgang kyskager, og derfor er det også et godt børneprojekt. Sophia har i anledningen af valentinsdag lavet hjerteformede lyserøde kyskager. Og de er jo slet ikke til at stå for.
Og det er jo egentligt utroligt, at noget så simpelt som sukker og æggehvider kan komme til at smage så godt. Børnene elsker dem, de voksne elsker dem, og så er de faktisk anvendelige på mange forskellige måder: Som kagepynt eller drys på is. Som erstatning for harlekindrys på romkugler eller som den sprøde del af lagkagen.
Kun fantasien sætter grænser.
Opskrift på lyserøde kyskager (giver ca. to bageplader)
- 180 g sukker
- 3 pasteuriserede æggehvider
- 1 tsk. vanillesukker
- 1 tsk. rød frugtfarve
Pisk æggehviderne stive og rør derefter sukkeret i sammen med vanillesukkeret. Hæld til sidst rød frugtfarve i.
Fyld æggehviderne i en sprøjtepose med en tyl og form hjerter på en bageplade med bagepapir.
Bag kyskagerne i ovnen ved 100 – 110 grader i ca. en time til halvanden. Det er vigtigt, at de er blevet helt tørre, men samtidig må de ikke tage farve. Hvis de begynder at blive brune, skal du skrue ned for temperaturen.
Lad dem køle af og opbevar dem derefter i et smukt glas. For de pynter jo så flot, og så ser det altså lidt hyggeligt ud at have kyskager stående. Især de lyserøde af slagsen til valentinsdag.
Velbekomme! Og happy valentines …