Bare navnet, hyldeblomstfromage, får det til at synge sødt i mine ører. Jeg er en af dem, der elsker fromage. Citronfromage. Romfromage. Kærnemælksfromage. Måske fordi det minder mig om min barndom og en svunden tid.
Mormordessert
Min mormor lavede altid fromage. Mest berømt var hendes romfromage, som jeg elskede lige så højt som hende (næsten), og hun lavede den næsten altid til familiesammenkomster, fordi den blev bestilt. Det var lige som ikke rigtigt helt det samme, hvis ikke vi fik hendes gode romfromage til dessert.
Jeg elsker stadig romfromage, men jeg synes faktisk, at hyldeblomstfromage her først på sommeren slår romfromagen. Hyldeblomsten har sådan en kompleks sart og samtidig kraftig smag. En smag, der trænger igennem, og som måske først synes mild og tilbageholdende, men som i virkeligheden er ret dominerende.
Det er smagen af dansk sommer, solskinsdage og duftende lune aftener med rosa-orange solnedgange over de stadig grønne kornmarker. Når hylden blomstrer, så er det sommer.
Opskrift på hyldeblomstfromage (6 – 8 personer)
- 4 pasteuriserede æggeblommer
- 100 g sukker
- 4 blade husblas
- 2 dl koncentreret hyldeblomstsaft
- 5 dl fløde
Læg husblassen i blød i en skål med koldt vand i ca. 10 minutter.
Pisk fløden stiv – uden, at du piske den for meget, den skal være fast, men cremet og blød.
Pisk æggeblommerne med sukkeret, til massen er lys og luftig. Pisk ca. halvdelen af hyldeblomstsaften i.
Smelt husblassen i en lille gryde ved meget svag varme. Du skal i princippet kunne have en finger i gryden hele tiden, uden du brænder dig.
Når husblassen er smeltet, hælder du forsigtigt hyldeblomstsaften i, hvorefter du i en tynd stråle hælder husblassen i æggemassen, mens du pisker med håndmikseren.
Herefter vender du forsigtigt, men grundigt flødeskummet i.
Hæld hyldeblomstfromagen på serveringsglas eller blot i en serveringsskål og stil på køl i mindst en time og gerne lidt længere.
Når du skal servere hyldeblomstfromagen, kan du pynte med lidt hakket mørk chokolade, et lille friske hyldeblomster, mynteblade og eller et friskt jordbær.
God fornøjelse!