Tiramisu er en dessert, som man vitterligt aldrig bliver træt af – jeg gør i hvert fald ikke. Og spørger jeg min familie, så bliver de aldrig træt af dessert. Heller ikke selv om, vi lige har spist os gennem julen. Næh, vi får bare lyst til andre former for lækre desserter.
Som de fleste andre forsøger vi også at leve lidt sundere i januar, end vi gjorde i december. Vores mantra er dog, at spiser vi sundt og fornuftigt i hverdagen, er der plads til noget sødt i weekenden. Og vi indrømmer det gerne: Vi ER en sød familie 🙂
Italiensk aften med pizza og tiramisu
Her i weekenden lavede vi italiensk aften med pizza og tiramisu. En gang hver anden måned hiver vi vores pizzasten frem og bager pizza fra bunden, og her i weekenden syntes Lukas og jeg, at vi også skulle have tiramisu til.
Vi kastede os ud i et større dessertværksted, da vi blev lidt grebet af vores gode idéer og endte med at kreere intet mindre end tre forskellige slags tiramisu’er: En klassisk tiramisu, som vi har lavet mange gange i årenes løb, og som er en sikker vinder; en børnevenlig og meget frisk hindbærtiramisu uden kaffe og alkohol og en tiramisu i nye klæder serveret i glas.
Her får du opskriften på en klassisk tiramisu
- 6 pasteuriserede æggeblommer
- 100 g rørsukker
- 500 g mascarpone
- 3 æggehvider
- et lille strejf af flagesalt
- Amaretto eller Marsala
- 1 dl espresso
- 200 g savoriardi (også kaldet ladyfingers)
- cacaopulver
Pisk æggeblommer med sukker til du får en hvid og luftig creme. Vend mascarponen forsigtigt i – det er vigtigt, at din creme ikke bliver for tynd.
Pisk æggehviderne stive og knus flagesalten i. Vend forsigtigt æggehviderne i mascarponemassen.
Læg savoiardi i en form og stænk rundhåndet med espresso og likør. Du kan også dyppe kagerne i en skål, hvori du har hældt de våde sager.
Hæld halvdelen af cremen på og læg endnu et lag savoiardi. Stænk igen og hæld resten af cremen over.
Sigt cacaopulver over og stil på køl.
Sørg for, at din tiramisu får lov at stå på køl i mindst halvt døgn og også gerne længere, inden du serverer desserten, så smagen når at sætte sig og kagerne bliver bløde.
God fornøjelse!