Noget af det allerlækreste er hjemmerørt smør. Du kan røre din egen smør i alverdens varianter. Med havsalt, hvidløg, krydderurter, blomsterblade eller hvad du nu har fantasi til.
Her har jeg rørt en smør med tørret morgenfrue, tørrede rosenblade nippet i små stykker og lidt havsalt, og den smager absolut dejligt på morgenbrød. Samtidigt pynter de gule blomsterblade meget smukt i smørret og på brødet. Og jeg synes, det er skønt, når selv smørret ser æstetisk ud på morgenbordet.
Opskrift på hjemmerørt smør med morgenfrue og havsalt
- 1/2 liter piskefløde
- 1 lille spsk. havsalt
- 1 håndfuld tørrede morgenfruer
- 1/2 håndfuld tørrede rosenblade
Hæld fløden i røremaskinen med piskeris på eller pisk fløden med en håndmixer. Det tager et godt stykke tid at omdanne fløden til smør, så røremaskinen er helt klart at foretrække, hvis du har sådan en.
Pisk fløden til den begynder at tykne til smør. Hæld nu havsalt og blomsterblade i, eller hvad du nu beslutter dig for at blande i, og pisk videre til fløden bliver til ren gul smør.
På dette tidspunkt vil der være en masse overskydende vand fra fløden, som du bare skal hælde fra. Jeg bruger en sigte, hvor jeg putter smørret i, når jeg synes, det har den rette konsistens. Så maser jeg alt vandet fra.
Når vandet er presset af smørret, kan du enten skrabe det ned i en smuk serveringsskål eller lave en rulle ved at skrabe det ud på noget bagepapir og trille det til den form, du gerne vil have. Du kan også lave små portionsanretninger, hvis du får gæster.
Sæt smørret på køl og sørg for at dække det til.