Tranebær er i mine øjne en delikatesse, og selv om bærrene har en udpræget syrlighed over sig, kan de bruges til mange lækre retter. Denne tranebærkompot med vanilje egner sig godt til ost, men du kan også lave kompotten som tilbehør til fx flæskesteg eller til juleanden. Tranebær minder lidt om tyttebær, men er lidt mere sure.
Tranebærkompotten er utrolig æstetisk og pynter meget smukt på et anrettet bord uanset om det er sammen med forskellige oste eller med brune kartofler, andesteg og brun sauce.
Opskrift på tranebærkompot med vanilje
- 200 g friske eller optøede tranebær
- 1/2 dl æbleeddike
- 1 1/2 dl rørsukker
- 1/2 stang vanilje
Hæld tranebærrene i en gryde sammen med æbleeddike, rørsukker og vaniljen fra den halve vaniljestang samt selve vaniljestangen, så du får al smag med. Varm langsomt og forsigtigt blandingen op. Hvis du bruger friske tranebær, kan det være en god idé at varme blandingen op med låg på, da tranebærrene popper, når skindet springer.
Lad blandingen småsimre ved svag varme i 5 – 10 minutter. Rør i det indimellem og hold øje med konsistensen. Den må ikke blive for fast og tør. Når bærrene er kogt ud, er det en god idé at smage til – sød til efter smag og behag og hvad du skal bruge tranebærkompotten til. Jeg skulle bruge denne kompot til et ostebord, og derfor har jeg valgt at lave den ret sød.
Fisk vaniljestangen op og hæld tranebærkompotten på glas eller i en smuk skål. Server, når den er kølet af.