En pærechutney med chili er absolut lækkerier at lave, når pæresæsonen starter. Chutneyen er både hurtig og nem at lave og smager helt fantastisk på en god ost og et stykke brød eller knækbrød.
Pærer og ost
Pærechutney med chili er den skønneste ting at lave i sensommeren, når pæresæsonen starter og man kan høste friske pærer i haven – eller købe saftige danske pærer i supermarked og ved grønthandleren.
Pærer i madlavning kan noget helt særligt, synes jeg – både i det søde og i det salte køkken. Og pærer smager helt utroligt godt sammen med ost. Derfor er denne pærechutney også rigtig lækker at lave, hvis man er vild med ost.
Den har en saftig og harmonisk smag og en smule kant på grund af chilien. Er du ikke så vild med chili, kan du skære ned på mængden og er du omvendt tosset med chilismagen, kan du bare skrue op. Her må du smage dig frem under processen. Og allerbedst er det selvfølgelig, hvis du kan bruge en hjemmedyrket chili, som du kender godt.
Brug gerne de pærer, du har i haven eller køb nogle gode danske høstpærer. Jeg har brugt conferencepærer på billederne. De koger ikke helt ud, men bevarer deres struktur, hvilket jeg rigtig godt kan lide.
Hvis du har tørret hyldeblomster i starten af sommeren, er de rigtig lækre at røre i chutneyen til sidst. Men har du ikke sådan nogle, er pærechutneyen ganske lækker i sig selv.
Se alle opskrifter på kompot & chutney
Opskrift på pærechutney med chili
Neden for finder du opskriften på den lækre chutney af pærer. Opskriften giver ca. 2 glas, men vil du gerne have chutney til længere tid, kan du blot doble opskriften op.
Har du masser af pærer, du skal have brugt i køkkenet, så tjek også gerne mine andre opskrifter med pærer ud. Måske finder du lidt inspiration:
Pæregalette med nougat og pekannødder
Pæremarmelade med vanilje og ingefær
Pærekage med marcipan og mandler
Pærechutney med chili
Equipment
- 2 Sylteglas
Ingredienser
- 6 mellemstørrelse pærer
- 2 økocitroner
- 1 dl vand
- 1 dl rørsukker
- 1 tsk salt
- 1 rød chili
- evt. 1 spiseskefuld tørrede hyldeblomster
Sådan gør du
- Skyl pærerne og fjern kernehuset. Skær pærerne i tern.
- Riv skallen af citronen og pres saften. Snit chilien fint.
- Kom vand, citronsaft og citronskal i en gryde og bring det i kog.
- Når sukkeret er opløst, tilsættes pærestykkerne sammen med chili og salt.
- Lad det hele småsimre i ca. 20 minutter – måske mere alt efter, hvilken pæresort, du bruger. Pærestykkerne skal være møre og lækre, så smag gerne på dem.
- Rør til sidst tørrede hyldeblomster i, hvis du har sådan nogle.
- Hæld pærechutneyen på skoldede sylteglas og lad den køle helt af i køleskabet. Sæt låg på, når chutneyen er kold.