Menu
Skærekager

Pærekage med marcipan og mandler

Pærekage med marcipan og mandler

Hjemmebagt pærekage med marcipan og mandler er en særdeles lækker sag og en skøn måde at forklæde saftige pærer på. Kagen kan bages i en ruf og smager utrolig godt sammen med en kop friskbrygget kaffe.

Når det hele går op i en højere enhed

Denne pærekage er en særdeles lækker sag med både marcipan, mandler og en delikat smag af kardemomme. Pærer, marcipan, mandler og kardemomme går bare godt sammen!

Denne kage er en skøn og smagfuld frugtkage, hvis smage lægger sig så fint og pænt op af hinanden, at ingen af dem stjæler opmærksomheden. Alle smage synes at arbejde sammen om at give en skøn, mild og nærmest fløjsblød himmerigsmundfuld af kage.

Pære er sådan en dejlig frugt, og jeg er især helt tosset med pærer i kage og i desserter og til ost. Det er sådan elegant frugt, som ikke gør meget væsen af sig, men som helt subtilt udfylder alle huller og fuldender der, hvor den anvendes.

Pærekagen her med marcipan og mandler er i øvrigt en lynhurtig kage at bage – og opskriften er nem. Kagen kan nemt bages til eftermiddagskaffen eller til en tur i skoven med en kaffekurv.

Jeg synes, kagen smager allerbedst nybagt, men den kan sagtens lige lunes i ovnen eller i mikroovnen de næste par dage – eller opbevares i køleskabet, så den holder fugten. Server den gerne med en klat cremefraiche til, som er rørt op med lidt vanilje. En klat letpisket fløde er heller ikke af vejen.

Kage med pærer, marcipan og mandler

Opskrift på pærekage med marcipan og mandler

Længere nede finder du opskriften på den nemme kage med pærer, marcipan og mandler. Er du, lige som jeg, vild med pærer i søde sager, så finder du måske lidt inspiration i disse udvalgte opskrifter:


Pæretærte med marcipan

Syltede pærer med vanilje

Pæregalette med nougat og pekannødder

Pæremarmelade med vanilje og ingefær


Delikat pærekage
Pærekage med marcipan og mandler

Pærekage med marcipan og mandler

Denne pærekage er en særdeles lækker sag med både marcipan, mandler og en delikat smag af kardemomme. Kagen er hurtigt bagt og kan bruges både som kaffekage eller dessertkage.
Forb. tid 15 min
Tilb. tid 40 min
Ret Kage
Køkken Dansk
Antal 8 personer

Equipment

  • Springform, 24 cm i diameter.

Ingredienser
  

  • 125 g sukker
  • 125 g blødt smør
  • 150 g groftrevet marcipan
  • 2 toptsk vaniljesukker
  • 3 æg
  • 150 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1/4 tsk fint salt
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 3 pærer (gerne saftige pærer, som fx conference)
  • 40 g mandelsplitter/hakkede mandler
  • smør eller sprayfedt til formen
  • flormelis til pynt ved servering

Sådan gør du
 

  • Pisk sukker, smør, groftrevet marcipan og vaniljesukker sammen med en håndmikser eller røremaskine, til en cremet, lys og luftig masse.
  • Pisk æggene i ét ad gangen.
  • Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
  • Bland hvedemel, bagepulver, fint salt og kardemomme i en skål og vend det derefter i dejen – enten med en dejskraber eller på allerlaveste hastighed på maskine.
  • Hæld dejen i en smurt springform.
  • Skræl pærerne, fjern kernehuse og skær dem i både.
  • Fordel pærebådene oven på kagen og tryk dem let ned, så der bliver en ensartet overflade.
  • Drys med mandelsplitter og bag kagen i ovnen i ca. 40 minutter, til den er gennembagt.
  • Lad kagen køle af på en bagerist, inden du tager den ud af formen, og sigt lidt flormelis over lige inden servering.
Keyword Hygge, Søde sager
Nem og hurtig pærekage med marcipan

Om forfatteren

Trine er freelance-skribent og blogger med en passion for æstetik, det gode liv, litteratur og bevidst nærvær.

Ingen kommentarer

    Læg en kommentar