En lækker chokoladesirup skal der selvfølgelig til. Den kan du bruge på kage, på yoghurt, i kaffen og i kakaoen, på desserter, pandekager, vafler og, ja, kun fantasien sætter grænser her.
Sirup med chokolade og kakao
Det lyder da afsindigt lækkert, ikke? Sirup med chokoladesmag. Siruppen smager også fremragende og er et godt alternativ til chokoladesauce, som ofte laves på fløde, eller den chokoladesauce, man kan købe på flaske i supermarkedet.
Chokoladen gør siruppen tyk og lækker, og den kan bruges hvor som helst, man ellers ville have brugt sirup eller sukker. Prøv den fx til æbleskiver, pandekager eller vafler, hvor den er helt eminent. Du kan også hælde chokoladesiruppen på dit morgenbrød som en slags alternativ chokolademad.
Det er selvfølgelig helt oplagt ligeledes at bruge siruppen i desserter, fx sammen med frugt og flødeskum eller hældt over en god flødeis.
Opskrift på chokoladesirup
Neden for finder du opskriften på den lækre sirup med chokolade. Vær opmærksom på, at det er vigtigt, at du ikke kommer den hakkede chokolade i siruppen fra starten, men først rører den ind i den varme sirup, når den er færdigkogt – ellers vil chokoladen gryne i siruppen.
Er du i øvrigt vild med chokolade, så prøv også disse spændende opskrifter med chokolade:
Chokoladesirup
Equipment
- 1 rengjort sylteglas eller -flaske
Ingredienser
- 3 dl vand
- 300 g sukker
- 1 top spsk kakao
- 50 g mørk chokolade
Sådan gør du
- Hak chokoladen i små stykker.
- Kom vand, sukker og kakao i en gryde og varm blandingen op til kogepunktet.
- Rør godt i blandingen undervejs, så du får kakaoen rørt godt ind i siruppen.
- Når siruppen begynder at koge, skruer du en smule ned for varmen, så siruppen blot står og simrer uden at spilkoge.
- Lad siruppen koge i ca. 10 minutter.
- Når siruppen begynder at blive mere tyk, kan du lave en lille prøve for at se, hvor tyk den er blevet, for det kan være svært at afgøre, når den er helt varm.
- Dryp lidt sirup på en kold tallerken og sæt den i køleskabet et par minutter. Træk en finger igennem siruppen og mærk efter, hvor tyk/flydende den er.
- Når du mener, at siruppen har den rigtige konsistens, tager du den af varmen. og lader den stå et par minutter.
- Hæld derefter siruppen over den hakkede chokolade i en skål og pisk godt med et håndpiskeris, indtil al chokoladen er smeltet.
- Hæld siruppen på flaske eller i et sylteglas med låg til.
- Opbevar chokoladesiruppen på køl med låg på.