Denne appelsinkage er den nemmeste og hurtigste kage at bage, og så er den lækker blød og saftig – og fuld af smag. En hjemmelavet appelsinsirup til at hælde over, gør kagen ekstra lækker og smagfuld.
En hurtig skærekage
Denne appelsinkage med appelsinsirup er sådan en lynhurtig kage, som vi ofte bager, når vi har lidt appelsiner til overs, som trænger til at blive brugt. Kagen tager ingen tid at bage og så er den simpelthen så lækker blød og saftig.
Jeg kan virkelig godt lide at lave sirupper til kager, da det fremhæver smagen. Og en appelsinsirup, der laves på appelsinsaft og sukker er hurtigt lavet og sætter lige prikken over i’et, når kagen skal serveres. Siruppen giver kagen ekstra appelsinsmag og gør kagen ekstra saftig.
Du kan enten hælde appelsinsiruppen hen over hele kagen eller hælder lidt over hvert stykke efter smag og behag. Begge dele fungerer fint.
En klassisk kage
Appelsinkage er en tidløs klassiker, hvor den sødmefulde og friske smag af appelsiner får lov at dominere. Kombinationen af saftig kage og en intens appelsinsirup giver en virkelig fin balance mellem sødme og syrlighed.
Appelsinkager har rødder i både Sydeuropa og Mellemøsten, hvor appelsiner altid har været en essentiel ingrediens i bagværk, ofte kombineret med krydderier som kanel og kardemomme. Både den klassiske franske gâteau à l’orange og de sirupsdryppende mellemøstlige varianter er skønne kager med en varm smag. Og de er perfekte til en grå vinterdag eller som et frisk pust til kaffebordet.

Opskrift på appelsinkage med appelsinsirup
Opskriften på den nemme kage med appelsinsmag er lige til at gå til. Er det sæson for blodappelsiner, kan du selvfølgelig erstatte den almindelige gule appelsin med de flotte røde appelsiner. Særligt siruppen lavet med blodappelsiner bliver virkelig flot og ser enormt indbydende ud på en kage.
Og får du lyst til at lave mere med appelsiner, så find gerne inspiration i de andre andre appelsinopskrifter, fx:
Blodappelsinkage med pistacienødder
Se alle opskrifter med appelsiner

Appelsinkage med appelsinsirup
Equipment
- 1 brødform, ca. 10 x 20 cm, eller
- 1 springform med en diameter på 20 cm.
Ingredienser
Appelsinkage
- 125 g smør
- 60 ml mælk
- 60 ml friskpresset appelsinsaft
- 2 æg
- 150 g sukker
- 220 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 1 spsk revet appelsinskal
Appelsinsirup
- 1,5 dl friskpresset appelsinsaft
- 1 dl sukker
Sådan gør du
Appelsinkage
- Kom alle ingredienser i en røreskål og pisk dejen i ca. 3 minutter, til den er lind og glat.
- Hæld dejen i en smurt brødform eller springform.
- Bag kagen ved 180 grader varmluft i ca. 35 minutter.
- Vend kagen ud på en bagerist og lad den køle af i 5-10 minutter.
Appelsinsirup
- Pres saften af friske appelsiner, så du har 1,5 dl saft.
- Hæld appelsinsaften i en lille gryde sammen med sukker.
- Bring langsomt siruppen i kog og lad den simre i ca. 10 minutter, til den begynder at tykne en smule. Er du i tvivl, om siruppen er tyknet nok, kan du tage en skefuld på en kold tallerken og sætte i køleskabet. Efter et par minutter vil den være så afkølet, at du kan se siruppens konsistens.
Servering
- Sæt kagen på et fad og hæld appelsinsirup over. Server med det samme.
