Det er så såre nemt at lave sine egne tomatfrø, at jeg næsten vil sige, at man kun skal købe frøene, når man ønsker at få nye sorter eller f1-sorter (blandet avl) ind i sit drivhus.
Det, der er rigtig smart, er at prøve en masse forskellige tomatsorter af for at finde ud af, hvilke tomater du selv og familien allerbedst kan lide. Jeg er fx selv vild med smagen i gule tomater, og samtidig er det vigtigt for mig at have tomater i forskellige farver, da jeg synes, det ser smukt ud både i maden, og når jeg træder ind i mit drivhus.
Hvis du stadig har tomater i drivhuset, kan du nå det endnu
Det har indtil videre været et meget mildt efterår og derfor er der sikkert mange, der lige som jeg stadig har tomater i drivhuset. Her i weekenden har jeg netop høstet de sidste og ryddet op til næste sæson. Nogle tomater var stadig grønne og ligger nu i en skål vindueskarmen og modner. Alle de modne tomater har jeg enten tørret eller lavet frø af.
Hvis du stadig har tomater, kan du endnu nå at lave frø til næste år, og har du allerede ryddet drivhuset for i år, får du her en guide til, hvad du skal gøre næste sommer.
Guide
Sådan tager du tomatfrø og gør dem til klar til forspiring i februar
Det allerbedste er at plukke modne tomater løbende gennem hele sommeren og gerne flere tomater af sammen sort, så du har en god blanding af frø fra forskellige planter.
- Du starter med at skære tomaterne over i halve, og med en lille ske presser du tomatkernene ud i en mindre skål. Du behøver ikke at skrabe ud, men kan som regel nøjes med blot at presse.
- Kernerne hælder du i et lille glas med vand, så frøene kan gære. Skyl og hæld gerne vandet fra et par gange, så du får fjernet tomatkød og lignende. Skriv på glasset, hvilken tomatsort du har i, så du kan kende forskel. Du kan også sætte glasset på et stykke papir med navnet på.
- Når frøene har stået i en lille uges tid, hælder du vandet fra og skyller frøene i en sigte, så hinderne og skidt kommer fra.
- Hæld nu frøene over på en tallerken eller et stykke bagepapir (uden flourstoffer) og lad frøene stå og tørre til de er gennemtørre. Det tager et par dage.
- Pak frøene i poser og skriv navn på, så de er klar til såning i slutningen af februar.
Hybridsorter
Du skal være opmærksom på, at de tomater du køber i supermarkedet ofte er H1-hybrider og derfor ikke er frøægte. Det vil sige, at du ikke ved, hvad der kommer ud af frøet. F1-sorter er første generation af en krydsning mellem to sorter, som tilsammen giver en tomat med nøjagtig de egenskaber, som avleren gerne vil have.
Enten bliver det godt eller også bliver det skidt – både med hensyn til udbytte sundhed og smag/konsistens. Men det kan jo være spændende at prøve. Mange af de tomatsorter, vi køber færdige til udplantning i handlen, er også F1-hybrider, for det at sælge tomatplanter og frø er jo selvfølgelig en forretning lige som alt andet. Det er altså ikke alle sorter, du kan “lege” med.
Hvad gør du så?
Ja, enten:
- tager du på opdagelsesrejse og ser, hvad der kommer ud af dine H1-hybrider. Det kræver dog et pænt stort drivhus, hvor du har plads til at lege og eksperimentere,
- eller nøjes med at dyrke og spise tomater, som er rene sorter,
- eller også dyrker du både rene sorter selv frø, som du tørrer og gemmer hvert år og kombinerer tomatdyrkningen med enten frø eller tomatplanter, som er f1-sorter, og som du ikke kan undvære i dit køkken, fordi de smager så godt 🙂
I alle tilfælde: God fornøjelse med at lave dine egne tomatfrø!
2 comments
Kan man tage frø fra tomater der er modnet færdig i vinduet inde.
Hej Poul
Det kan du sagtens, men vær opmærksom på, at nogle tomatplanter er H1-hybrider.
God fornøjelse!
Mange hilsner Trine