Menu
Hjemmelavet sirup

Tranebærsirup med ingefær

Tranebærsirup med ingefær

En tranebærsirup med ingefær smager virkelig dejlig både i drinks, på kager og desserter og på morgenyoghurten. Siruppen har den smukkeste mørkerøde farve og en helt unik smag. Smagen er syrlig-sød og intens og kombinationen af tranebær og ingefær er bare helt eminent.

Mørkerød sirup

Det er virkelig nemt at lave denne tranebærsirup med ingefær. Og når først du har smagt den i drinks og på kager eller desserter – eller endnu på morgenmaden, så tror jeg, du vil sørge for at lave siruppen et par gange hver vinter, når tranebærrene er i sæson.

Jeg har desværre ikke selv tranebær i haven, men det kunne jeg godt tænke mig. Så indtil videre må jeg købe mig til friske tranebær, når sæsonen starter sidst i oktober. Min erfaring er, at man kan købe tranebær helt indtil slutningen af januar, så slutter sæsonen stille og roligt. det gode er dog, at tranebærrene kan fryses. Så får du ikke brugt dem alle eller vil du gerne gemme lidt til resten af året, fryser du dem bare ned.

Tranebærsiruppen her er lavet med et par enkelte skiver frisk ingefær – bare lige for at give siruppen lidt kant, men uden at der bliver en gennemtrængende ingefærsmag i siruppen. Tranebær og ingefær går nemlig virkelig godt sammen – en smagmæssigt meget skønt makkerpar.

Er du ikke så vild med ingefær, undlader du blot at komme ingefæren i. Ingefæren fungerer kun som ekstra smagsgiver i opskriften.

Se hele samlingen af opskrifter på hjemmelavede sirupper her

Hjemmelavet sirup med tranebær og ingefær

Opskrift på tranebærsirup med ingefær

Neden for finder du den meget nemme opskrift på den hjemmelavede sirup med tranebær og ingefær. Når du laver siruppen, så vær opmærksom på, at du ikke kommer til at koge den ind for længe.

Tranebær indeholder utrolig meget pektin, som får siruppen til at stivne/blive tyk, og koger du siruppen for længe, kan den blive næsten helt geléagtig. Og det er jo ikke det, der er meningen. Skulle det ske, at siruppen kommer til at koge for længe, kan du tilsætte ekstra vand og give siruppen et hurtigt opkog.

Er du vild med tranebær (lige som jeg), så prøv også at kigge nærmere på disse lækre opskrifter med tranebær. Måske finder du noget inspiration:


Tranebærsnaps

Ginsild med tranebær

Hjemmelavet tranebærsauce til risalamanden


Hjemmelavet tranebærsirup
Tranebærsirup med ingefær

Tranebærsirup med ingefær

En tranebærsirup med ingefær smager virkelig dejlig både i drinks, på kager og desserter og på morgenyoghurten. Siruppen har den smukkeste mørkerøde farve og en helt unik smag. Smagen er syrlig-sød og intens og kombinationen af tranebær og ingefær er bare helt eminent.
Forb. tid 5 min
Tilb. tid 20 min
Samlet tid 25 min
Ret Sirup
Køkken Amerikansk
Antal 1 glas/flaske

Ingredienser
  

  • 100 g tranebær
  • 3 dl vand
  • 3 dl sukker
  • 2-3 skiver frisk ingefær

Sådan gør du
 

  • Skyl tranebærrene og kom dem i en lille gryde sammen med vand og sukker.
  • Bring langsomt siruppen i kog og lad den simre i ca. 10 minutter, til den begynder at tykne en smule. Er du i tvivl, om siruppen er tyknet nok, kan du tage en skefuld på en kold tallerken og sætte i køleskabet. Efter et par minutter vil den være så afkølet, at du kan se siruppens konsistens.
  • Sluk for gryden og kom ingefærskiverne i siruppen.
  • Lad siruppen trække med ingefæren i ca. 10 minutter og tag derefter ingefæren op igen.
  • Hæld tranebærsiruppen i et rentgjort og skoldet glas eller en flaske og opbevar den på køl indtil brug.
Keyword Advent, Jul
Hjemmelavet tranebærsirup med ingefærsmag

Om forfatteren

Trine er freelance-skribent og blogger med en passion for æstetik, det gode liv, litteratur og bevidst nærvær.

Ingen kommentarer

    Læg en kommentar