Lav dine egne lækre og meget smagfulde ginsild med tranebær. Sildene er perfekte til julefrokost og de røde tranebær giver dem et dejligt julet udseende, som pynter på ethvert julebord. De tager ikke lang tid at lave, og opskriften er nem at gå til.
Sild med smag af gin og jul
Sild skal der selvfølgelig til, når det er december og jul. Man kan selvfølgelig servere de traditionelle hvide og røde sild, men man kan lave sild på så mange fantastiske måder, hvor silden kan få mange forskellige udtryk med krydrede marinader eller cremede dressinger.
Prøv fx at lave dine egne sennepssild, spicy karrysild, appelsinsild med tomat og æble eller sild i peberrodscreme – og server gerne på et hjemmebagt nødderugbrød, som er fuld af smag.
Vi er vilde med at servere forskellige slags sild til vores julefrokoster – hver år laver vi gerne en ny slags – og gennem hele december, hvor vi ofte spiser rugbrød med sild, laver vi forskellige varianter. Og det bedste er, at det er både nemt og hurtigt at lave de forskellige slags sild.

Opskrift på ginsild med tranebær
Herunder finder du den nemme opskrift på julede sild med ginsmag. Smagen vil forandre karakter med tiden, og vil have en udpræget ginsmag til at starte med, hvorefter ginen trænger mere ind i sildene og giver en anderledes smag.
Jeg synes, sildene smager skønt med de forskellige smage, der udvikles over tid, men jeg kan især godt lide sildene, når de er nylavede og kun lige har nået at trække et par timer eller en halv dag. men jeg tænker, det er en smagssag. Min kære mand synes nemlig, sildene smager bedre, når de har trukket en dags tid eller to.
Prøv dig frem og se, hvordan du bedst kan lide sildene.
Får du lyst til at servere en god julet snaps til sildene, så tjek lige disse opskrifter ud også – måske de kan inspirere dig:
Gylden julesnaps med appelsin, kanel og hibiscus
Havtornsnaps med appelsin og vanilje


Ginsild med tranebær
Ingredienser
- 3 marinerede sildefileter
- 1 dl eddike
- 1 dl sukker
- 30 g friske tranebær
- 1/2 dl gin
- 1/2 grøn frisk chili (eller en mild chili)
- 5 hele allehånde
- 5 hele enebær
Pynt
- frisk dild
Sådan gør du
- Skær sildefileterne i bidder.
- Varm eddike og sukker op i en lille gryde sammen med tranebær, indtil sukkeret er helt smeltet. Blandingen skal ikke koge.
- Tag gryden af blusset og tilsæt gin, chili skåret tynde skiver, hele allehånde og enebær.
- Hæld lagen over sildebidderne i en skål og anret evt. sildene.
- Server sildene når de har trukket i mindst et par timer. Pynt evt. med dild.

