Denne panna cotta med ribs og solbær er en rigtig sommerlækker og skøn dessert at lave til en varm sommeraften. Og så er jeg vild med at bruge havens bær til noget så fornuftigt som en smagfuld dessert.
Dessert med sommerbær
Desserten er lavet sådan, at selve panna cottaen er kogt op med ribs, og så er der et lag solbærgelé henover. En virkelig god kombination.
Det er forholdsvis let at lave panna cotta. Det eneste, der er vigtigt at huske, er, at panna cottaen skal være helt kold, før man hælder geléen på. Og geléen skal være kølet ned til stuetemperatur. Er det hele for varmt, vil geléen løbe ned i panna cottaen, og det er noget værre noget.
Du kan selvfølgelig både anvende friske og frosne bær.
Opskrift på panna cotta med ribs og solbær (4-5 personer)
- 5 dl piskefløde
- 400 g ribs
- 2 dl sukker
- 1/2 stang vanilje
- 3 blade husblas
Solbærgelé:
- 300 g solbær
- 1/2 dl vand
- ca. 1 dl sukker
- 2 blade husblas
Pynt:
- friske ribs
- friske solbær
- evt. et par solbær eller ribsblade
Læg husblassen i blød i et koldt vandbad.
Skrab marven ud af vaniljestangen og kom det i fløden sammen med sukker og skyllede, nippede ribs. Kog stille og roligt fløden op, det tager ca. 5-10 minutter.
Blend det hele med stavblenderen – i gryden – og sigt derefter massen. Tilsæt de 3 blade husblas i den varme fløde, rør godt og hæld så panna cottaen i portionsglas gennem en sigte.
Stil panna cottaen på køl. Det er vigtigt, at panna cotten er helt kold og stiv, inden du laver og hælder geléen over.
Solbærgelé:
Når din panna cotta er helt nedkølet (2-3 timer), laver du geléen ved at koge saft af bærrene: Læg husblassen i blød i et koldt vandbad.
Læg de skyllede og nippede solbær i en gryde med en halv dl vand, kog dem op til de når bristepunktet og mos dem derefter gennem en sigte, så du får en ren saft. Du skal bruge ca. en dl til halvanden.
Smag den varme saft til med sukker, hvor meget kan variere efter solbærsorten og hvor modne bærrene er, så smag dig frem.
Lad sukkeret smelte i den varme saft og rør derefter udblødt husblas i, så husblassen smelter. Sluk for blusset og lad geléen køle ned. Når den er nået stuetemperatur, kan du hælde den over dine kolde panna cottaer.
Stil på køl indtil servering.
Ved servering er det helt oplagt at pynte desserten med friske ribs og solbær og evt. et lille nyt blad fra enten en solbærbusk eller en ribsbusk.
God fornøjelse!