En rosenpavillon fyldt med tusindvis af smukke rosenhoveder af den stærktduftende Rosa Helenae Lykkefund her i juni – så bliver haven ikke mere romantisk!
Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker roser. Og derfor elsker jeg også juni, hvor alle roserne i haven næsten blomstrer om kap. Og ligegyldigt, hvor man befinder sig i haven, indhylles man i rosernes berusende duft. Det er vidunderligt og så absolut den bedste tid på året. Tiden, hvor alting kommer i blomst og det hele stadig er nyt og grønt.
Og man venter på og længes efter alt det, man ved, der er på vej. Endnu er intet i forfald. Endnu er alting kun begyndelsen.
Projekt rosenpavillon
For nogle år siden var vi til en konfirmation på en gammel friskole, hvor der i haven var bygget en slags pavillon af tenderstål. Jeg var helt vild, da vi kørte hjem efter den dejlige dag, for i mine tanker var jeg ved at bygge en sådan pavillon i min egen have, og jeg kunne se præcist for mig, hvilken slags rose, der skulle klatre op ad de rustne buer.
Der gik ikke mange uger, før vi var i gang med projektet hjemme i haven. Vi gravede ud og målte af og fik min søde far til at lave buerne i tenderstål til os. Det viste sig at være en smule vanskeligt at få dem bøjet sådan som de lige nøjagtigt skulle være. Men heldigvis kendte min far én, som kunne hjælpe os, og vi nåede i mål med projektet.
Så manglede vi bare at finde den helt rigtige rose, som kunne vokse sig stor og kraftig nok til at lave et “tag” på pavillonen.
Valg af rose – Rosa Helenae Lykkefund
I mine forestillinger havde jeg se en hvid, duftende rose for mig. Og efter et par timers søgninger på nettet og gennemlæsninger af beskrivelser af forskellige roser, vidste jeg lige nøjagtig, hvilken rose, det skulle være.
Det skulle være den historiske slyngrose Rosa Helenae Lykkefund, som, jeg på billeder kunne se, var helt overdådig med masser af blomstrende rosenhoveder i en lys cremehvid farve med gul midte og gyldne ferskenfarvede knopper. Løvet klart grønt og grenene bløde uden for mange torne.
Vi fik hurtigt arrangeret en tur til Bogense til Jas’ rosenplanteskole. Hvis der er nogen, der har roser, så er det Jas. Og masser af viden om roser. Et besøg på hans planteskole kan gøre en helt høj, yderst fattig (selv om priserne er meget, meget rimelige) og sætte én på arbejde i mange dage efter med at plante roser.
Vi var så heldige, at Jas havde lige netop 8 potter med Rosa Helenae Lykkefund, som vi skulle bruge. Han prøvede at lade os forstå, at 8 potter af denne rose var meget. “Mon vi ikke skulle overveje at nøjes med det halve?”
Hurtigtvoksende og duftende rose
Vi nappede 8 roser trods det velmenende gode råd, og jeg har ikke fortrudt det et sekund. Min begejstring for denne rose er næsten på niveau med min yndlingsrose over dem alle: Rose Cornelia (i øvrigt også købt hos Jas), men også kun næsten.
Rosa Helenae Lykkefund er en hurtigt voksende rose med en meget kraftig vækst, som kan blive op til 6 meter høj og 5 meter bred. Rosen er i øvrigt forædlet af Aksel Olsen, grundlæggeren af Geografisk Have i Kolding.
Her efter nogle år, har de 8 roser vokset sig temmelig store, og jeg er begyndt at klippe dem kraftigt, selv om jeg stadig binder nye skud op hvert forår, så pavillonen bliver smukt formet.
Roserne dufter i hele haven, når de blomstrer, og det er altså en helt særlig ting at sidde inde i rosenpavillonen en lun sommeraften og spise sin grillmad i den berusende duft af Rosa Helenae Lykkefund.
En rose til anbefaling!
Fakta:
Rosenpavillonen er bygget af fire buer af tenderstål, der er sat fast til otte stolper, som vi har støbt ned i jorden. Mellem hveranden stolpe har vi sat rionet og plantet vedbind og mellem hveranden stolpe er der en fri åbning ind til pavillonen. Ved foden af hver stolpe har vi plantet en Rosa Helenae Lykkefund, og bunden i pavillonen er grus. Ved hver indgang har vi lagt pigsten.
5 comments
Super flot, Wow.
Hej hej
Jeg har søgt på viden om rosen Lykkefund, da jeg tror det bliver den rose jeg vælger til et projekt lignede dit. det meget smukt 🙂 Det er jo forår nu og kan se at du købte dine roser i potter. Har læst atbarfods roser i efteråret vil klare sig bedre, men vil gerne lave det nu her. Og har skrevet til Jas for et par dage siden, på opfordring af haveselskabet om han har Lykkefund i øjeblikket.
Vh Lone
Kære Lone
Jeg er sikker på, at du har valgt rigtig. Jeg elsker mine Lykkefund 🙂
Mange hilsner Trine
Kære Lone
Hvor er det smukt❤️
Sprøjter du roserne? Eller kan de klare sig uden?
Jeg ville så gerne have roser, men har tidligere været uheldig at der gik utøj i dem.
Mvh Elisabet
Kære Lone
Tusind tak 🙂
Jeg sprøjter aldrig mine roser, men gøder dem i forår og forsommer. Går der utøj i, lader jeg det fare. Jeg har en stor have, og det er umuligt at komme igennem en sæson, hvor der ikke er utøj i noget eller planter, buske og træer, som ikke vokser som de skal. Jeg lader naturen råde og fikser det jeg kan i forhold til tid og vigtighed. Jeg har dog aldrig prøvet at have utøj i i mine Rosa Helenae Lykkefund, selv om jeg efterhånden har haft dem i mange år.
Mange hilsner Trine