Disse fluffy amerikanske pandekager er helt perfekte til en god søndagsbrunch. Fremfor de normale pandekager er disse kendetegnet for deres tykke og bløde konsistens. De er en klar favorit blandt både voksne og børn. Serveret med friske bær, hjemmelavet sirup eller en god klat Nutella er de helt uimodståelige.
Brunch pandekager
En god brunch kalder altså på fluffy amerikanske pandekager. Netop disse pandekager er helt uimodståelige, da de bare er mega fluffy og bløde. De er også super nemme at lave, og man kan sagtens lade dem stå og bage, mens man forbereder resten af morgenmaden.
Pandekagerne er langt fra sæsonbestemte. Det er en dejlig nem grundopskrift, der kan tolkes, som man nu vil. De er helt perfekte til en dejlig sommermorgen serveret med frisk frugt og bær, men de er også superlækre til en efterårsbrunch, med en lækker kaffesirup eller måske lidt hjemmelavet nutella. I juletiden er de nemme at spice op med lidt kanel eller kardemomme.
Toppings til pandekager
- Hjemmelavet sirup: Dette er en klassisk topping, der giver pandekagerne lidt ekstra sødme. Der kan samtidig være en stor variation i smagen i forhold til, hvilken sirup man vælger at bruge.
- Frisk frugt og bær: En sund og superlækker topping er selvfølgelig frisk frugt og bær. Dette kan være alt fra jordbær, blåbær eller skiver af bananer, som tilføjer en friskhed og lidt farve.
- Nødder: Hakkede valnødder, mandler eller pekannødder tilføjer en dejlig knasende tekstur.
- Hakket chokolade: For dem, der bare elsker en chokoladesmag, kan pandekagerne drysses med hakket chokolade eller chokolade nips.
- Vaniljeis: Til den søde tand er en kugle vaniljeis på toppen af de varme pandekager helt uimodståelig.
- Kanelsukker: I efteråret vil kanelsukker være helt perfekt. Det tilføjer en varm og krydret smag til pandekagerne.
- Græsk yoghurt: Hvis man ønsker et lidt sundere alternativ, er græsk yoghurt rørt op med lidt vaniljesukker helt perfekt. Det giver en cremet kontrast til pandekagernes blødhed.
- Kokosflager: Et drys med lidt ristede kokosflager giver et tropisk twist til pandekagerne.
Vælg dine favoritter eller kombiner flere for at skabe din egen unikke smagsoplevelse.
Opskrift på fluffy amerikanske pandekager
Opskriften på pandekagerne er super nem at gå til, og dejen tager ikke lang tid at piske sammen. Du kan bage pandekagerne med det samme, eller lade dejen stå at trække, mens du forbereder resten af brunchen.
Har du lyst til at lave din egen lækre sirup, du kan hælde ud over? Så find gerne inspiration i disse opskrifter på hjemmelavet sirup:
Se alle opskrifter på hjemmelavet sirup
Fluffy amerikanske pandekager
Ingredienser
- 3 æg
- 250 g hvedemel
- 1 lille nip salt
- 1 tsk bagepulver
- ½ tsk natron
- 2 ½ dl mælk
- 2 tsk vaniljesukker
- 75 g sukker
- smør til stegning
Sådan gør du
- Del æggene op i æggehvider og æggeblommer. Kom æggehviderne i en ren skål og sæt dem til side for nu. Sørg for ikke at få noget af blommen med, ellers bliver det svært at piske hviderne stive.
- Pisk æggeblommer, hvedemel, salt, bagepulver, natron, mælk og vaniljesukker sammen i en skål, til dejen er jævn og glat.
- Pisk nu æggehviderne med en håndmikser, til de skummer. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen, mens du fortsat pisker hviderne. Pisk dem, til du får en stiv og glat marengs.
- Vend forsigtigt hviderne i dejen med en dejskraber. Det er vigtigt ikke at slå luften ud af skummet. Undgå store klumper, da de vil være tydelige i de færdige pandekager.
- Varm en pande op ved middelvarme. Læg pandekagedejen i ca. 3 store klatter på panden og bag pandekagerne, til overfladen bliver let tør, før du vender dem. Skru ikke for meget op for varmen, da pandekagerne skal have lov til at bage og hæve op.
- Server pandekagerne med det samme eller hold dem varme i ovnen indtil servering.