Det tager ingen tid at lave denne afsindigt lækre ostesuppe med hvidløg, persille og brødcroutoner. Suppen er cremet og velsmagende og kan betegnes som ægte comfort food. Lav den som forret eller som en varmende og let hovedret på en kold vinterdag.
Ost, hvidløg, persille og brød
Ostesuppe med hvidløg og persille er en festlig og velsmagende ret, der forener den cremede smag af flødeost med den forfriskende aroma af hvidløg og persille. Denne skønne suppe emmer af komfort og er enkel at forberede, hvilket gør den til den perfekte løsning til en hurtig og lækker måltidsløsning.
Ostesuppen har den dejligste cremede konsistens.Hvidløget tilføjer en intensitet og dybde til smagen, mens persillen bringer en friskhed, der skaber en harmonisk balance.
Den nemmeste suppe
Hvad der gør denne suppe endnu mere uimodståelig er, at den er både nem og hurtig at kreere. Vi laver den ofte som en forret, når vi har gæster, fordi den smager så godt og er nem at have med at gøre.
Med nogle få enkle ingredienser kan du nemlig skabe en lækker ret, der imponerer uden at kræve lang forberedelsestid eller kompliceret teknik. Har du en pakke flødeost i køleskabet, lidt persille stående, et par fed hvidløg og noget daggammelt brød? Ja, så er det temmelig nemt at lave en grydefuld cremet hvid ostesuppe.
Opskrift på ostesuppe
Suppen med flødeost laves som en opbagt suppe, som tilsættes bouillon og hvidløg. Når suppen er kogt godt igennem tilsættes flødeost, som smelter i suppen. Derefter vendes finthakket persille i og suppen krydres med salt, peber og lidt paprika.
Jeg synes, suppen smager allerbedst med ristede franskbrødsterninger. Vi bager surdejsbrød 3-4 gange om ugen og alle resterne laver vi ristede franskbrødsterninger af, så vi altid har brødcroutonen på lager. De smager skønt både i salat og på suppe.
Får du lyst til at lave flere lækre og varmende retter, som kan gå under betegnelsen comfort food, så finde gerne inspiration i disse opskrifter:
Daal – opskrift på indisk dhal
Se alle opskrifter på varme retter
Ostesuppe
Ingredienser
Franskbrødsterninger
- 2 store skiver daggammelt franskbrød eller lyst surdejsbrød
- 30 g smør
- flagesalt
Ostesuppe
- 40 g smør
- 40 g hvedemel
- 1 liter suppe af bouillon
- 1 fed hvidløg
- 150 g flødeost
- 1-2 håndfulde frisk persille, finthakket
- 1/2 tsk paprika
- friskkværnet sort peber
- evt. salt
Sådan gør du
Ristede franskbrødsterninger
- Skær brødskiverne i små terninger og rist dem på en pande i smeltet smør, til de har fået en gylden farve. Drys med flagesalt og lad dem køle af.
Ostesuppe
- Smelt smørret, kom melet i og bag det sammen med bouillon, som tilsættes lidt efter lidt.
- Tilsæt et fed finthakket eller presset hvidløg. Lad suppen koge igennem i 5-7 min.
- Tilsæt flødeost og lad det smelte i suppen. Smag suppen til med paprika og peber og evt. lidt flagesalt.
- Varm suppen op til kogepunktet, tilsæt finthakket persille og server suppen med det samme sammen med de ristede franskbrødsterninger.