Supper

Sund og nærende kartoffelsuppe med bacon og timian

Kartoffelsuppe med bacon

Intet er som varm og nærende kartoffelsuppe en kold vinterdag.

Årstiden kalder virkelig på varme supper, og der er heldigvis mange slags supper, man kan kaste sig ud i at lave. Nogle tager timer og andre kan laves på halve timer eller ligefrem minutter.

Denne kartoffelsuppe lærte min gamle læremester, Susanne, mig at lave, da jeg sidst i teenageårene fik lov til at slå mig løs i et cafékøkken. Under Susannes kyndige vejledning lærte jeg virkelig meget i et køkken, og det bedste af det hele var, at jeg fik lov til at prøve alle mine idéer af.

Kartoffelsuppen er mættende og nærende, sund og velsmagende. Og så er den virkelig hurtig at lave. Og billig. Ja, jeg kunne blive ved. Hvorom alting er, så skal man mindst én gang i løbet af vinteren unde sig selv at lave kartoffelsuppe.

suppe med kartofler, bacon og timian

Opskrift på kartoffelsuppe med bacon og timian

  • 700 g kartofler
  • 200 g porrer (ca. 2 hele porrer, men er du vild med porrer, kan du sagten komme mere i)
  • en klat smør eller olie
  • 1, 2 liter vand (eller suppe, hvis du har det på lager)
  • grøntsagsbouillon
  • 200 g bacon i tern
  • frisk timian (eller tørret)
  • salt og peber

Skræl kartoflerne og skær dem i mundrette tern.

Rens porrerne grundigt i vand. Husk at lave et snit øverst, så du kan få renset al sand og skidt væk. Snit porrerne i tynde ringe.

Svits porrer og kartofler i en gryde med smør eller olie og krydr med salt og peber.

Hæld vand (eller suppe) i sammen med bouillon og lad suppen småkoge i en halv times tid til kartoflerne er møre.

Svits bacon på en pande imens.

Tag nu en stavblender og blend ca. halvdelen af suppen, så den bliver tyk og cremet. Rør den blendede halvdel sammen med den ublendede del, så du får en tyk suppe med kartoffelstykker i.

Smag suppen til med salt og peber.

Rør enten bacon i sammen med fedtet fra baconen eller server baconen i en skål ved siden af, men hæld stadig fedtet fra baconen i suppen, da det er med til at give suppen smag.

Drys frisk timian hen over suppen og server.

God fornøjelse!

Kartoffel-baconsuppe

Forrige indlæg Næste indlæg

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar