Kryddereddiker

Estragoneddike med rosenpeber

EstragoneddikeDer er ikke noget som hjemmelavede kryddereddiker i køkkenet, og estragoneddike er en af dem, jeg helst ikke vil undvære. Som med de fleste andre eddiker er estragoneddike utrolig nem at lave. Indsatsen er lav og udbyttet højt.

Kryddereddiker i køkkenet

Estragoneddike kan bruges på salater, i dressinger, på fiskeretter og alle de steder, hvor du gerne vil tilsætte smag og en anelse syrlighed. Kryddereddike er med til at balancere smagen i en ret og kan være afgørende for, om retten smagsmæssigt ender det rigtige sted.

Derudover er estragoneddike en smuk kryddereddike at have stående. Jeg laver den med rosenpeber, og den grønne farve fra krydderurten og de pink kugler er meget smukke sammen. Det første døgns tid vil estragonen i eddiken bevare sin klare grønne farve, hvorefter den langsomt vil miste farven og blive mere vissengrøn. Men eddiken er nu lige smuk at se på.

Du kan enten si og filtrere din estragoneddike efter en måneds tid eller du kan blot lade estragonkvistene forblive i eddiken. Jeg er helt klart til det sidste. Eddiken virker som konserveringsmiddel, så estragonkvistene holder sig fint i eddiken i et år – indtil næste sommer, hvor du selv følgelig laver en ny portion.

Jeg synes, kryddereddiken ser meget mere indbydende og hyggelig ud med krydderurterne i.

Sådan en kryddereddike er i øvrigt en rigtig god gaveidé som værtindegave!

Hjemmelavet estragoneddike

Opskrift på estragoneddike med rosenpeber

  • 2-3 estragonkviste
  • ca. 2 dl klar eddike (jeg bruger klar lagereddike)
  • ca. 10 rosenpeberkugler

Klip estragonkvistene i mindre stykker og læg dem i en lille flaske, som du har låg eller hældetud til.

Hæld rosenpeber ned i flasken.

Hæld til sidst den klare eddike på. Jeg har skrevet ca. 2 dl, men du skal blot hælde på, så flasken er fuld, og estragonkvistene er dækkede.

Lad eddiken trække i en måneds tid – bare på køkkenbordet.

Herefter kan du enten si kvistene fra eller lade dem blive i eddiken – se ovenfor. Du kan begynde at bruge af eddiken allerede en uge efter, du har lavet den.

God fornøjelse!

Lav din egen estragoneddike

Forrige indlæg Næste indlæg

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar