Der er nu ikke noget som en klassisk hjemmelavet vaniljeis med fløde. Denne form for is kaldes også parfait og er en is, der kan laves uden røremaskine. Vaniljeparfait er cremet og lækker og perfekt at servere til kager og tærter eller bare som en god dessert.
Hjemmelavet vaniljeparfait
Vi har meget ofte hjemmelavet vaniljeis i fryseren, for det er en is, der altid kan finde anvendelse, og som er superlækker at servere til en nybagt kage i stedet for flødeskum. Der er nu ikke noget som vaniljeis, der smelter på en lun kage.
Ofte laver vi isen, når vi har fløde i overskud, så vi på denne måde reducerer madspild. Og fløde er jo ikke den billigste råvare at have i huset, så den skal helst ikke gå til spilde.
Om du laver isen af friske æggeblommer eller pasteuriserede æggeblommer er op til dig – du kan bruge begge dele. Skal du servere isen for gæster, er det dog nok en god idé at benytte pasteuriserede æg. Så kan man have ro i sjælen.
Lav gerne din hjemmelavede vaniljeis dagen før, du skal bruge den, så den er gennemfrossen, og tag den så ud af fryseren ca. 10-15 minutter, før du skal servere den.
Opskrift på hjemmelavet vaniljeis
Lige her under finder du opskriften på hjemmelavet is med vanilje, som kan kan laves uden røremaskine. En vaniljeparfait er kendetegnet ved, at ismassen ikke varmes op og at fløden piskes stiv, hvilket giver en naturlig luftig og cremet is.
Jeg vil mene, at det er den absolut nemmeste is at lave. Og der er en grund til, at franskmændene kalder isen parfait. Det betyder nemlig perfekt.
Hvad skal du så spise sammen med isen? Her er et par idéer:
Brownie med tre farver chokolade
Hjemmelavet vaniljeis med fløde
Equipment
- Fryseegnet beholder
Ingredienser
- 1/2 liter fløde
- 5 æggeblommer (pasteuriserede)
- 100 g sukker
- 1 stang vanilje
Sådan gør du
- Skrab kornene ud af vaniljestangen.
- Pisk æggeblommer, sukker og vaniljekorn lyst og luftigt.
- Pisk fløden stiv, men overpisk ikke.
- Vend forsigtigt æggemassen i flødeskummet og kom det hele i en beholder.
- Bank beholderen let ned i bordet, så alle lufthuller i isen forsvinder. Dæk beholderen til med et låg og frys isen til næste dag.