Her kan du læse om jungletrekking på Borneo. I denne rejseberetning fortæller vi om den store oplevelse at vandre i en af de sidste tilbageværende højlandsregnskove på jorden. Vi vandrer fra hovedbyen Bario i Kelabithøjlandet til den lillebitte landsby Pa’Lungan, hvor vi overnatter hos en lokal familie. De serverer friskplukkede passionsfrugter og vildsvin.
Junglen er fuld af igler
Vi er på jungletrekking på borneo og, vi er kun lige kommet ind på stien, der fører ind i junglen, før Justin stopper op, finder et par gode, tykke grene og hiver sin store kniv frem. Vi skal allesammen have vandrestokke. Hvor hyggeligt, tænker jeg. Indtil jeg finder ud af, at stokkene også er til at fjerne igler fra benene, så vi ikke skal bruge vores fingre! Okay!
Regnskoven summer, mens vi begiver os hen ad stien i en lang række. Forrest går Justin og skærer grene og bevoksninger væk og tjekker, at der ikke er slanger og andre farlige dyr i nærheden. Så kommer vores børn og os, og bagerst går Nigel og holder øje med, at alle har det godt og er med. Vi går med hver vores vandrestok, og der går ikke lang tid, før vi må begynde at pille de første igler af os.
Læs mere om Kelabit Highlands her
Man kan ikke mærke iglerne, mens man går. Pludselig fornemmer man bare et let tryk et sted på huden, man kigger på stedet og ser til sin forskrækkelse, at der sidder en igle og suger blod, og at den allerede er ved at være fed.
I starten gør iglerne os lettere hysteriske, og vi stopper konstant op for at fjerne dem fra benene, ja selv på overkroppen kravler de op, uden vi når at bemærke det. Men det er skidt, for jo mere vi stopper op, jo flere igler får vi på os. Men det er umuligt for os ikke at hive dem af, så snart vi opdager dem. Selv om vi alle har iglesokker på, er der igler, der finder vej ind under tøjet og suger blod direkte på huden.
Nogle får vi af med det samme, men et par stykker opdager vi først mange timer senere, da vi er nået frem og tager sko og strømper af.
Iglerne er en del af oplevelsen, når man er på jungletrekking på Borneo. Regnskoven er levende og fyldt med kryb, og det får adrenalinen til at pumpe i kroppen, mens man går der og kigger ind mellem træerne til højre og venstre, og op og ned af tøjet for at spotte et levende væsen, som ikke skal være der.
En af de sidste tilbageværende højlandsregnskove på jorden
Der er så fugtigt, at sveden driver af os. Vi har lyst til at tage noget af tøjet af, men man skal være dækket til i regnskoven på grund af dyrene. Det går ikke at lege turist her.
Vi er på trekking i en af de sidste tilbageværende højlandsregnskove på jorden. Vi befinder os i Kelabithøjlandet, som er en bjergkæde i regionen Sarawak i Malaysisk Borneo – lige på grænsen til den indonesiske del. Vores udgangspunkt er hovedbyen Bario, og vi skal gå ad den gamle rute gennem regnskoven til en lillebitte landsby, som hedder Pa’Lungan.
Før i tiden var denne vandrerute den eneste forbindelse mellem de to byer. Børnene i Pa’Lungan gik ad denne sti til Bario for at gå i skole. De var nødt til at blive i Bario ugen ud og overnattede derfor på skolen indtil fredag eftermiddag, hvor de sammen vandrede tilbage til deres landsby gennem junglen.
Nu er der anlagt en skovvej, som man kan køre ad i en firehjulstrækker – i den tørre del af året, i hvert fald. Når først regntiden sætter ind, ødelægges vejen af floder af vand, broer falder sammen og det hele mudrer til. På dette tidspunkt af året er landsbyen helt isoleret.
Højlandet er beboet af Kelabits-stammen – der bor ca. 1200 mennesker i hovedbyen, Bario, i og de omkringliggende landsbyer. Mange af Kelabit-stammens unge mennesker er emigreret til andre dele af Malaysia, bl.a. for at få en uddannelse. I alt skønner man, at der er ca. 7.500 personer tilbage af Kelabit-folket – nu efterhånden spredt ud over hele Malaysia.
Spiselige planter i junglen
Mens vi vandrer, samler vi også planter og urter i junglen, dét man på engelsk kalder “ferns”. Justin, som leder an, er også vores kok, og hans øjne afsøger konstant området for planter, han kan medbringe til maden i aften i Pa’Lungan, hvor vi skal tage del i en stor vildsvinebarbeque.
Ind i mellem stopper vi op for at samle planter eller svampe. Og Justin har forskellige poser med til formålet. På et tidspunkt går vi langs en lille flod, hvor en træstamme er væltet hen over. Her får Justin øje på nogle svampe, der vokser på undersiden af træstammen, og springer straks ud i floden i sine gummistøvler, som fyldes til randen af flodvand. Han er ligeglad, for disse svampe er bare gode, fortæller han. Han plukker løs, mens vi andre står ved bredden og kigger på.
Da han kommer ind til os igen, må han tømme gummistøvlerne for vand, inden vi går videre, og vi har det en smule dårligt over, at han skal vandre i svuppende gummistøvler resten af vejen, fordi han skulle plukke svampe til vores aftensmad. Men lidt imponerede er vi også. Han er sej, ham Justin.
Jungletrekking på Borneo er krævende
Vi ånder lettede op, da vi kommer ud på skovvejen, som vi skal følge det sidste stykke til landsbyen. Her er ikke helt så fugtigt, og derfor er der heller ikke igler her. Igleeventyret var lidt hårdt, synes vi, men samtidig en kæmpestor oplevelse og en god historie at fortælle derhjemme. Vi har virkelig været ude af vores komfortzone, men det har været fedt. Jungletrekking på Borneo er ikke for sarte sjæle, men helt sikker for de eventyrlystne.
Da vi kommer ud af regnskoven og går på skovvejen, kan vi se, hvor store træerne i virkeligheden er. Det er ganske imponerende og meget, meget smukt og eksotisk.
Vi vandrer i små grupper og snakker med hinanden, indtil vi når frem til en skøn eng lige før Pa’Lungan. Det ser ud, som om en havetraktor netop har været over hele engen, for græsset er helt kort og fint. Men så får vi øje på en flok vandbøfler, der står og glor på os. Da vi begynder at tage billeder af dem, stiller de sig pænt op på række. Man skulle tro, de havde prøvet det før.
Imens plukker Justin friske guavaer til os, som hans skærer ud i spiselige stykker med sin store kniv. Det smager fantastisk og læskende. Vi er varme og udmattede og har ømme fødder. Hvor er det skønt bare at sidde der og spise eksotiske frugter i det smukke landskab.
Men vi må videre, for de venter os jo i landsbyen. Vi skal bo på et homestay, en privat bolig, hos David og Jenny, og det er noget, vi har glædet os meget til. Det er en unik mulighed for at møde lokalbefolkningen og få større indsigt i, hvordan Kelabit-folket bor og lever.
Og inden længe vandrer vi ind gennem landsbyen, hvor de lokale kigger ud af vinderne og vinker til os. Og snart bliver vi taget imod af David og Jenny, friskplukkede passionsfrugter og en hyggelig og afslappet atmosfære i en skønt, åbent træhus.
Vores jungletrekking på Borneo var arrangeret af Bario Highland Tours – og kan varmt anbefales! Vær opmærksom på, at jungletrekking i Kelabithøjlandet kræver god fysisk form og udholdenhed!
