Her i halloweentiden skærer mange af os græskar ud til græskarlygter. For vores vedkommende står den på tre udskårne græskar hvert år, fordi vores børn selvfølgelig skærer hver deres ud. Og det er en ren fornøjelse af se, hvordan det bliver et projekt, som kan tage flere timer.
Indmaden fra græskarene får jeg, og det er næsten lige så godt, for de store kerner kan skylles og omsættes til ristede græskarkerner, som børnene i øvrigt elsker.
Ristede græskarkerner er lette at lave og er en godt snack – både til madpakken og til fredag aften.
Nedenfor får du opskriften på to varianter af de lækre sprødristede kerner. Den ene variant er med flagesalt, og den anden er med paprika og stødt chili.
Sådan laver du saltristede græskarkerner i ovnen
- ca. 125 – 150 gram græskarkerner
- 1 spsk. olivenolie
- salt, fx sydesalt og flagesalt
Hæld græskarkernerne fra græskaret i en sigte og skyl kernerne godt og grundigt under vand, mens du sorterer kød og trævler fra.
Hæld til sidst de vaskede kerner ud på et rent viskestykke og tør dem godt.
Put derefter kernerne i en skål og bland olie og salt i. Jeg bruger både fint sydesalt og flagesalt.
Hæld kernerne på en bradepande med bagepapir og rist dem i ovnen ved 180 grader i ca. 30 minutter. Hold øje med, hvordan de tager farve. De skal være gyldne, men ikke brune.
Lad dem køle af og spis dem så med stor fornøjelse!
Sådan laver du ristede græskarkerner med paprika og chili
- ca. 125 – 150 gram græskarkerner
- 1 spsk. olivenolie
- salt
- ca. en tsk. paprika
- et drys stødt chili
Følg samme fremgangsmåde som ovenfor, men vent med at blande paprika og chili i.
Sæt græskarkernene i ovnen, og når der er ca. 5 minutter tilbage, tager du pladen ud af ovnen og drysser med paprika og chili. Sæt pladen tilbage i ovnen og giv kernerne de sidste 5 minutter.