Menu
Hjemmelavet sirup

Kirsebærsirup – velsmagende dybrød sirup

Kirsebærsirup

Kirsebærsirup er lig med højsommer. Sirup er en af de ting, som jeg virkelig elsker at lave i køkkenet. Det er nemt, og der er ikke noget, som når duften af en frugt- eller bærsirup breder sig i køkkenet, ja i hele huset. Man kan næsten kalde det sød simremad.

Sommerlig rød sirup

Kirsebærsirup er en meget lækker og smagfuld sirup, som du kan lave, når du høster kirsebær fra haven. Du kan selvfølgelig også købe dig til friske kirsebær eller frosne.

Og sirup smager fantastisk til mange forskellige ting: Til desserter, på morgenmaden og som sødestof i saucen blandt andet. Jeg har altid en række forskellige sirupper stående. Jeg laver en hel del i løbet af sommeren, og de kan holde sig meget længe. Løber jeg tør i løbet af vinterhalvåret, tager jeg noget hjemmelavet saft ud af fryseren og producerer hurtigt en ny sirup. Det er ret nemt.

Har man ingen hjemmelavet saft i fryseren, kan man dog altid omsætte en god økologisk saft fra supermarkedet til en sirup. Det er blot om at tilføre lidt ekstra sukker og lade den koge ind til ca. det halve.

Hvis din have også bugner af røde kirsebær denne sommer, ja, så synes jeg da, du skulle prøve at omsætte nogle af dem til denne lækre kirsebærsirup. Kirsebærsirup smager fantastisk på morgenmaden, på en lækker kirsebærkage eller fx ovenpå arme riddere.

Lækker kirsebærsirup

Opskrift på kirsebærsirup

Lige her under finder du opskriften på den dejlige røde sirup lavet på kirsebær. Der er selvfølgelig forskel på, hvilken sort af kirsebær, du bruger, og hvor søde og røde de er. Men det er jo charmen ved alt hjemmelavet, at det bliver forskelligt fra gang til gang.

Har du masser af kirsebær i haven, så har jeg flere gode opskrifter med kirsebær, som måske kan inspirere dig:


Kirsebærgelé

Syltede kirsebær

Kirsebærlikør – opskrift på hjemmelavet likør af kirsebær

Kirsebæreddike – opskrift på hjemmelavet kryddereddike

Lækker kirsebærkage med marcipan


Kirsebærsirup

Kirsebærsirup

Kirsebærsirup er lig med højsommer. Sirup er en af de ting, som jeg virkelig elsker at lave i køkkenet. Det er nemt, og der er ikke noget, som når duften af en frugt- eller bær-sirup breder sig i køkkenet, ja i hele huset. Man kan næsten kalde det sød simremad.
Forb. tid 30 min
Tilb. tid 30 min
Samlet tid 1 t
Ret hjemmelavet sirup
Køkken Dansk
Antal 1 flaske

Equipment

  • 1 Glasflaske med låg

Ingredienser
  

  • 1 kg kirsebær
  • 2 dl vand
  • 300 g rørsukker

Sådan gør du
 

Allerførst skal du koge en saft af kirsebærrene. Det gør du således:

  • Skyl bærrene og bring dem langsomt i kog sammen med vandet. Lad bærrene koge ved svag varme, indtil bærrene er kogt til mos, og du kan se, at der er dannet en saft, ca. 10-15 minutter.
  • Si nu bærrene og saften gennem en sigte. Du vil højst sandsynligt have omkring en halv liter saft. Det kommer sig ikke helt så nøje, hvor meget du har, når det er sirup, du laver.

Nu skal du koge siruppen. Det gør du således:

  • Hæld kirsebærsaften i en lille gryde/kasserolle og tilsæt sukker.
  • Varm langsomt saften op, så sukkeret kan smelte lige så stille.
  • Når sukkeret er smeltet og saften begynder at koge, skruer du ned, så blandingen bare lige står og bobler. Det må ikke buldrekoge.
  • Nu skal siruppen stå og koge ind. Det tager ca. en halv times tid, og du vil med jævne mellemrum skulle skrue en lille smule ned for komfuret, efterhånden som siruppen bliver tykkere.
  • Det kan være en smule svær at se, hvornår siruppen er klar, da der jo er ganske stor forskel på, hvor tyk den er, når den er varm og kold. Tag derfor en lille skefuld og hæld på en kold tallerken og tjek, hvor flydende den er, når den har fået lov at køle af. Er den meget tyndtflydende, skal din sirup koge lidt mere. Er den blevet for tyktflydende, gør du bare det, at du tilsætter lidt mere vand og lader koge et par minutter mere.
  • Hæld siruppen på flaske straks den er færdig, men vent med at sætte prop/låg på indtil den er helt kølet af.
Keyword Kirsebær, Sommer
Sirup lavet på kirsebærsaft

Om forfatteren

Trine er freelance-skribent og blogger med en passion for æstetik, det gode liv, litteratur og bevidst nærvær.

4 Kommentarer

  • Jane Jakobsen
    15. juli 2022 at 14:50

    Hej 🙂
    Er der sten i kirsebærne når du koger til sirup
    Eller er det 1 kg uden sten
    Mvh Jane

    Reply
    • Trine Ellegaard
      25. juli 2022 at 9:44

      Hej Jane

      Ja, det er der 🙂 1 kg med sten.

      Mange hilsner Trine

      Reply
  • Mia
    18. juli 2022 at 14:28

    Tak for inspiration til at få brugt kirsebær. Vi har en kæmpehøst i år, og så meget kirsebærsovs bruger vi heller ikke 🙂 Hvordan fryser du din hjemmelavede saft ned? I plastbeholdere? Mange hilsner Mia

    Reply
    • Trine Ellegaard
      25. juli 2022 at 9:35

      Hej Mia

      Selv tak 🙂 Dejligt at høre!

      Jeg fryser typisk saft ned i fryseposer, som jeg kommer i tomme, rengjorte mælkekartonner – så fungerer det bedst med pladsen i fryseren.

      Mange hilsner Trine

      Reply

Læg en kommentar