Så er vi i gang med at julebage, og vi starter altid med pebernødder. Man kan spørge sig selv, om det ikke er lidt for tidligt at gå i gang, her allerede i november, men vores erfaring siger os, at det er nu, vi nyder småkagerne allermest, og så er det faktisk også nu, vi har allermest tid til det. Og lyst.
De første julesmåkager
Verdens bedste pebernødder bager vi altid som de første julesmåkager. Det er en fast tradition hjemme hos os. Vi plejer at bage en omgang i november og en omgang mere i december, når vi har spist de første.
I kender det sikkert allesammen: Lige så snart kalenderen siger december, flyver tiden afsted, og der er tusind ting, vi skal nå. December måned er en travl tid, ikke mindst fordi nisserne også skal nå at lave løjer, der er julekalendre i fjernsynet, der skal ses, julearrangementer og familie der skal hygges med.
Denne opskrift på pebernødder er gået i arv i min familie, og det er de pebernødder, jeg er vokset op med. Jeg har sidenhen forsøgt mig med alle mulige andre opskrifter på pebernødder, men det er og bliver disse, der er de bedste. Og det synes vores børn også!
Opskrift på verdens bedste pebernødder
Familieopskriften på verdens bedste pebernødder finder du lige nedenfor. Pas på, at pebernødderne ikke bliver for store, for så bliver de ikke ordentligt sprøde indeni. De bedste pebernødder er dem, der er små, gyldne og knasende sprøde.
Får du lyst til at bage flere julesmåkager, så tjek endelig mine mange andre opskrifter på juledag. Her finder du alt lige fra jødekager, klejner og brunkager til sønderjyske fedtebrød og svenske pepparnötter. Og en stor del af opskrifterne er gamle familieopskrifter, der er blevet brugt generation efter generation. Fx disse opskrifter.
Mormors ingefærsmåkager – julens allerbedste småkager
Se alle opskrifter på julesmåkager
Verdens bedste pebernødder
Ingredienser
- 500 g hvedemel
- 125 g smør
- 200 g brun farin
- 1,5 tsk hjortetakssalt
- 1 tsk stødt kanel
- 1/2 tsk ingefær
- 3/4 tsk stødte nelliker
- 3/4 tsk hvid peber
- 1,75 dl vand
Sådan gør du
- Smuldr mel og smør sammen i en skål eller en røremaskine.
- Vej resten af de tørre ingredienser af og rør dem i det smuldrede mel og smør.
- Saml dejen med vandet og ælt den godt igennem.
- Tril i stænger og skær små kugler, som trilles til pebernødderne. Jo mindre de er, jo mere sprøde bliver de og jo kortere tid skal de have i ovnen.
- Sæt pebernødderne på en plade og bag dem ved 175 grader varmluft i ca. 15-20 minutter – alt efter størrelsen på pebernødderne.
- Lad pebernødderne køle af på en bagerist og gem dem derefter i en tætsluttende dåse.