Shakshuka er en fantastisk lækker og hurtigt lavet ret, der kan serves både til morgenmad, brunch, frokost eller som en nem aftensmad. Den nordafrikanske ret består af æg, der pocheres i en krydret tomatsauce med grøntsager og urter.
Hurtig og nem ret
Shakshuka er en nordafrikansk ret, der dog laves over hele verden. Det er en populær ret – og med god grund. Retten er nemlig både velsmagende og lækker og så er den lynhurtig og utrolig nem at lave. Den er krydret og indeholder chili, varme krydderier og frisk koriander på toppen.
Det er oplagt at lave shakshuka til morgenbordet søndag morgen, hvis det skal være lidt særligt. Så får man sine morgenæg, og man kan i princippet bruge alle sine grøntsagsrester fra køleskabet. Et andet sted, hvor det er skønt at servere shakshuka er som en brunchret, hvor den lyser op med sit indbydende og farverige udseende.
Vi kan også godt lide at lave retten som en hurtig og nem gang aftensmad. Æggene mætter nemlig, og det smager skønt med den krydrede tomatsauce til, som man kan lave lige så fyldig, som man har lyst til. Skal den være endnu mere mættende, kan der fx tilføjes kikærter og ekstra grøntsager.
(OBS: Dette blogindlæg indeholder affiliatelinks – læs mere nederst på siden)
Spis brød til
Det er helt oplagt at spise shakshuka med et godt brød til. Retten kalder faktisk på lækkert brød som fx pandestegt brød, tyrkisk brød eller blot ristet surdejsbrød med smør og måske lidt hvidløg.
Vi kan godt lide at lave disse pandebrød med ramsløg – hvis der er tid og overskud til det. Og ellers har vi altid lidt surdejsbrød liggende i brødskuffen, som vi hurtigt kan forvandle til knasende lækkert smørstegt brød med salt og hvidløgsfed gnedet ovenpå brødet.
Skal det gå rigtig hurtigt, kan du købe et lækkert naanbrød eller et mere eksotisk brød fra din lokale grønthandler eller bazar.
En god pande
Du kan lave shakshuka i hvilken som helst pande. En særlig god pande til retten er dog en støbejernspande, som holder godt på varmen og som kan gå i ovnen.
Denne støbejernspande fra Le Creuset er helt perfekt til varme retter. En støbejernspande er essentiel i et køkken, da den i modsætning til mange andre pander bruges i ovnen. Man kan lave næsten alt i en støbejernspande lige fra en lækker bøf, til gryderetter, en kage eller et lækkert foccaciabrød.
Derudover en god støbejernspande en god investering, da den nærmest holder for evigt – og er på den lange bane et meget mere bæredygtigt køb.
-
Le Creuset støbejernspandekr.1.169,00
Opskrift på shakshuka
Opskriften er ganske enkel og nem at følge – og så kan den tilpasses dit køleskab. Shakshuka er nemlig en fantastisk restemadsret, fx om søndagen, hvor man lige kan få tømt ud i grøntsagsskufferne i køleskabet.
Det tager lidt tid at lave de porcherede æg i tomatsaucen, så hav lidt tålmodighed. Sæt evt. et låg på panden eller kom panden i ovnen det sidste stykke tid ved ca. 200 grader. Så går det en smule hurtigt. Men vil du gerne kunne se æggeblommerne – hvis du fx skal servere retten til en brunch – så skal du lave retten på komfuret uden låg og uden at sætte panden i ovnen.
Får du lyst til at lave flere lækre og hurtige retter med æg, så find gerne inspiration i disse opskrifter:
Omelet med ramsløg og bøgehatte
Æggesandwich med grov pesto og syltede purløgsblomster
Omelet med spinat, ost og syltede rosenblade
Se alle morgenmadsretter med æg
Shakshuka
Equipment
- 1 stor pande – gerne en støbejernspande
Ingredienser
- 3 fed hvidløg, finthakket
- 1 stort løg, hakket
- 1 spsk olivenolie
- 1/2 tsk chilipulver
- 1 spsk paprika
- 2 tsk stødt spidskommen
- 2 tsk stødt koriander
- evt. 1 spsk tørrede korianderblade
- 3-4 forårsløg skåret i ca. 1 cm lange stykker
- 1 rød peberfrugt, skåret i tern
- havsalt og friskkværnet peber
- 2-3 spsk tomatpuré
- 1 tsk sirup eller sukker
- 1 spsk kryddereddike
- 2 ds hakkede tomater
- 3-4 æg
- 1 håndfuld frisk koriander eller bredbladet persille
Sådan gør du
- Hæld olie på panden og tilsæt hvidløg, løg, chili, spidskommen, paprika og tørrede korianderblade. Sauter med konstant omrøring i cirka 1-2 minutter.
- Tilsæt forårsløg og rød peber i tern og smag til med salt og peber.
- Tilsæt tomatpuré, sirup, kryddereddike og hakkede tomater og lad det simre i cirka 5 minutter.
- Pres med bunden af en ske i overflade af tomatsaucen, så du laver en lille fordybning, og slå ægget ud direkte i saucen. Gentag med alle æggene.
- Sæt evt. et låg på panden og lad retten simre, til hviden på æggene er fast. Det tager ca. 5-10 minutter. Alternativt kan du sætte panden i ovnen ved ca. 200 grader.
- Drys med frisk koriander og server retten med det samme.
Dette blogindlæg indeholder affiliatelinks, hvilket betyder, at jeg tjener en skilling, hvis du klikker dig videre og foretager et køb. Jeg linker kun til varer og produkter, som jeg enten selv bruger eller som jeg vil anbefale. Klikker du på et link og køber, så støtter du samtidigt mit arbejde med at udvikle opskrifter, som jeg kan lægge ud til dig og alle andre – ganske gratis som inspiration til at leve et mere naturligt liv.