Det er mine børns yndlingsdessert her om sommeren: Siet rabarbergrød med fermenteret fløde, flødeskum eller blot mælk og sukker. De elsker den lyserøde siede frugtgrød med den dejlige sød-syrlige smag af rabarber.
Smagen af sommer
Siet rabarbergrød er i den grad smagen af sommer. Vi laver grøden et utal af gange lige fra rabarberne kommer frem i forårsmånederne, og til vi når Skt. Hans. Laver vi det som en hverdagsgrød, får vi blot mælk og fløde til, men laver vi det som en dessert i weekenden, får vi gerne fermenteret fløde til eller flødeskum. Der må også gerne komme lidt knasesukker på.
Fermenteret fløde er en 30% syrlig fløde, som er lidt en mellemting mellem creme fraiche og fløde, og det vil sige, at den er mindre fed end fløde og lidt tykkere og tungere. Vi er helt vilde med fermenteret fløde og bruger det gerne i stedet for flødeskum og creme fraiche til kager og desserter.
Kan du ikke finde fermenteret fløde, kan du alternativt piske en flødeskum, som du rører creme fraiche og vanilje i. Du kan også servere siet rabarbergrød med kold mælk og knasesukker. Det smager også vidunderligt og er den hurtige hverdagsversion.
Opskrift på siet rabarbergrød med fermenteret fløde
Det er utrolig nemt at lave rabarbergrød. Både almindelig rabarbergrød, hvor frugten bliver i grøden og den siede rabarbergrød, som laves på saften fra rabarberne. Og begge grødversioner smager vidunderligt.
Særlig børn er måske vilde med siet rabarbergrød, da der ikke er nogen “trævler” i grøden og den har en dejlig blød og glat konsistens. Og smagen af rabarber elsker alle jo.
Bugner din have af rabarber og får du lyst til at lave flere lækre ting med den smagfulde grøntsag (jo, rabarber er en grøntsag), så find gerne inspiration i mine mange andre rabarberopskrifter:
Se alle opskrifter med rabarber
Siet rabarbergrød med fermenteret fløde
Ingredienser
Siet rabarbergrød
- 1 kg rabarber
- 5 dl vand
- 250 g sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 5 spsk kartoffelmel
- 1 dl koldt vand
Fermenteret flødecreme
- 5 dl fermenteret fløde
- 2 tsk vaniljesukker
Sådan gør du
Siet rabarbergrød
- Skyl rabarberne og snit dem i små stykker.
- Kom rabarberne i en gryde med 5 dl vand og bring det i kog. Lad rabarberne koge i ca. 20 minutter med låg på, til de er helt udkogte og trævlede.
- Hæld det hele gennem en sigte, så du får siet rabarberne fra og kun har den rene saft tilbage. Vask gryden ren og hæld saften tilbage i gryden.
- Smag saften til med sukker og vanilje – nogle gange skal du justere alt efter, hvor syrlige dine rabarber er.
- Kog saften op igen, så al sukkeret smelter og tag så gryden af varmen. Lad den stå et par minutter, mens du rører kartoffelmel ud i 1 dl koldt vand.
- Jævn grøden ved at røre kartoffelmelblandingen i lidt ad gangen under konstant omrøring – det er meget vigtigt, at du har husket at tage gryden af varmen, ellers klumper din grød – indtil grøden har den rette konsistens. Grøden skal være tyk, men skal ikke kunne “skæres”. Nogle kan bedst lide den tyk andre foretrækker den lidt tyndere.
- Hæld grøden i en serveringsskål og drys med lidt sukker, så grøden ikke “trækker skind”.
Fermenteret flødecreme
- Pisk fermenteret fløde tyk og luftig med en håndmikser og rør et par teskefulde vaniljesukker i. Hæld i en skål og server sammen med grøden.
- Server grøden lun eller kold med pisket fermenteret fløde, eller alternativt kold letpisket fløde eller kold mælk og knasesukker.