Sigges savlesmæk er den sødeste og mest enkle lille hagesmæk designet af PetiteKnit. Hagesmækken strikkes i dobbelt bomuldsgarn og er strikket på en aften. Jeg har produceret en hel del af disse hagesmække til at give væk i barselsgaver.
En lise at strikke små projekter
Jeg er ofte ude i store projekter med sweatre i mønstre og farver og ofte flere projekter ad gangen – jeg kan ikke lade være, fordi der er så mange ting, jeg gerne vil lave.
Men mellem de store projekter, eller snarere imens, strikker og hækler jeg på en masse små overkommelige projekter. Både fordi det er hyggeligt, men også fordi det er overskueligt rent tidsmæssigt og en virkelig dejlig følelse, når man afslutter noget kort tid efter, man er gået i gang.
Sigges savlesmæk er en af den slags småprojekter, som jeg har strikket, når jeg lige trængte til sidde med et lille arbejde. Og på en eller anden måde kan man komme til at holde enormt meget af en opskrift. Sådan har jeg det med Sigges savlesmæk. Jeg har strikket til alle de gravide, jeg kender lige i øjeblikket som en slags “mens du venter dig og glæder dig-gave”. Så strikker jeg en tre stykker til hver i fine farvenuancer. Her i foråret har det mest været i sommerfarver og pastelfarver, men jeg tænker, at så snart vi nærmer os efteråret, kan jeg ikke lade være med lige at strikke videre i nogle dejlige brændte efterårsfarver.
En begyndervenlig opskrift
Der bruges kun 25 g bomuldsgarn til en savlesmæk, hvilket vil sige, at man får to savlesmækker ud af de fleste nøgler bomuldsgarn i tykkelsen 8/4. Udover bomuldsgarn i smukke farver, skal du bruge en lille knap til hver savlesmæk.
Opskriften er meget begyndervenlig og selv min datter strikker savlesmække. Faktisk er det et ret godt begynderprojekt, hvis man ikke har strikket før.
Opskriften kan købes hos PetiteKnit lige her. Man lægger den blot i indkøbskurven og betaler, og så får man den tilsendt på mail et par sekunder senere – lige til at printe ud.
Jeg håber, at billederne og min lille beskrivelse vil inspirere dig.
God fornøjelse!