Tør kamilleblomster om sommeren til naturlig skønhedspleje, beroligende te eller som pynt til mad og kager. Du kan også bruge de tørrede blomster til et velduftende kamillebad eller som en lindrende urt til bl.a. ubehag i mave-tarmsystemet.
Vellugtende kamille
Tørrede kamilleblomster er en af de blomster og urter som jeg samler ind og tørrer hvert eneste år, for de tørrede blomster er for mig en essentiel del af mit forrådskammer. Jeg bruger tørret kamille til et hav af forskellige ting i løbet af året.
Der findes flere forskellige slags kamilleblomster, og de kaldes også gåseurt. Ofte vil du se både lugtløs kamille og velduftende kamille i grøftekanter og kornmarker, og indimellem kan du også støde på skivekamille, som ser ud som om den har mistet sine kronblade. Få steder kan du være heldig at finde den gule kamille, som i daglig tale bliver kaldt farve-gåseurt, da den bruges til farvning af garn og stof.
Kamille blomstrer fra juni til oktober, og det er nemt at finde og sanke kamille i naturen. Det er vellugtende kamille, der er den ægte kamille, og det er også den, der bruges i naturlig skønhedspleje, til te og kamilleblade. Vellugtende kamille er en lægeplante og indeholder æteriske olier, især i blomsterne. Lugtløs kamille indeholder i modsætning hertil næsten ikke æterisk olie.
Kend forskel på vellugtende og lugtløs kamille
Du kan først og fremmest kende forskel på lugtløs kamille og vellugtende kamille på duften, da vellugtende kamille dufter kraftigt aromatisk, mens lugtløs kamille kun dufter svagt aromatisk og faktisk lidt ubehageligt, hvis du gnider på bladene. Derudover er der forskel på blomsterkronerne. Hvor vellugtende kamille blomstrer i topagtigt stillede kurve med tilbagebøjede randkroner, så er blomsten mere skærmformet og flad på den lugtløse kamille.
Er du stadig i tvivl, så skær blomsterhovedet midt over. På den vellugtende kamille vil kurvbunden være hul, mens den ikke er hul på lugtløs kamille.
Kamille vokser helst på tørre, solrige steder langs veje, på marker og i rydninger og på mejede kornmarker. Sørg for at sanke kamille et sted, som ikke er forurenet af sprøjtegifte eller trafikos. Faktisk kan du med fordel dyrke vellugtende kamille i din have. Det er en smuk plante, der mindre om bellis og som er skøn at høste med tillid til, at den er sund og økologisk fra haven.
Hvad kan du bruge tørrede kamilleblomster til?
Tørret kamille har en stor anvendelighed – både som husapotek, til naturlig skønhedspleje og som blomstrende pynt. Man kan hurtigt lave sig en flaske kamilleolie, bruge de tørrede blomster til dampbade mod uren hud eller lave et udtræk til at lysne lyst hår.
Kamillete
Først og fremmest smager kamillete virkelig skønt og har en beroligende og søvndyssende effekt. Jeg kan godt lide at blande de tørrede blomsterhoveder med en skive citron eller to, så teen også får en friskhed over sig. Særligt inden sengetid og ofte mens jeg laver min aften-plejerutine, nyder jeg at drikke denne te.
Kamillete virker gavnligt på fordøjelsen, som et beroligende og let smertestillende middel, og kan desuden afhjælpe betændelse i tandkødet. Derudover er kamillete godt at drikke ved hovedpine, ondt i maven, luft i maven eller diarré. Teen virker let febernedsættende ved influenza.
Dampbade mod uren hud
Kamille virker helende på hud og er effektiv mod infektioner med svamp og stafylokokker. Et dampbad med kamille åbner porerne i huden og virker rensende. Hæld blot kogende vand over kamille blomster i en skål og hold hovedet over med et stort håndklæde, der dækker både hoved og skål. Sid i 10 minutter og lad dampene virke. Skyl derefter ansigtet med lunkent vand, derefter koldt og rens til sidst ansigtet med rensevand.
Naturlig skønhedspleje
Det er helt oplagt at bruge tørret kamille til hjemmelavede plejeprodukter til huden og håret. Mange opskrifter tager udgangspunkt i en olieinfusion af kamilleblomster, hvor blomstens æteriske olier trækkes ud i olien. Disse fedtopløselige stoffer har en masse gavnlige effekter på huden som nævnt ovenfor, og kan udnyttes gennem olieinfusionen og videre i andre produkter.
Prøv fx at lave:
- Olieinfusion af kamille
- Kamille body butter
- Kamille oliespray
- Kamille badesalt
- Kamille sukkerscrub
- Kamille badeeddike
- Kamille hårskyl
Og mange andre lækre plejeprodukter. Man kan godt bruge friskplukkede kamilleblomster til at lave en olieinfusion, men det er væsentligt sværere at arbejde med end tørrede blomster og man risikerer let, at olien mugner. Derfor anbefaler jeg, at man tørrer blomsterne først. Det kan man heldigvis hurtigt gøre – og hvis det er uden for sæson kan man købe økologiske tørrede kamilleblomster i alle helsekostbutikker.
Sådan tørrer du kamilleblomster
Den eneste del, der er intressant at tørre på kamilleblomsten, er blomsterhovederne. Har du god tid, kan det være en fordel blot at plukke hovederne og lægge dem til tørre. Men har du ikke god tid, kan du sagtens plukke ægte kamille i en buket og hænge til tørre. Senere, når tiden så er til det, kan du klippe alle de tørrede blomsterhoveder af og gemme til opbevaring.
Sørg for at tørre blomsterne et lunt og skyggefuldt sted. Der må gerne være lidt udluftning, men der må ikke være fugtigt.
Tørrede kamilleblomster
Equipment
- evt. et trådnet
Ingredienser
- friskpukkede kamilleblomster af ægte kamille / vellugtende kamille
Sådan gør du
Buket
- Pluk ægte kamille i en stor buket og tag buketten med hjem.
- Hvis buketten er stor, del den da op i flere mindre buketter og bind snor om stænglerne ca. 10 cm fra, hvor de er klippet af. Fjern alle blade omkring opbindingsstedet.
- Hæng buketterne op et skyggefuldt og lunt sted og lad dem gennemtørre. Sæt evt. en bakke under til at opsamle drys og tabte kronblade fra buketterne.
- Når buketterne er helt tørre, kan du hive/klippe/nulre alle blomsterhovederne af.
Blomsterhoveder
- Pluk ganske forsigtigt blomsterhovederne direkte af vellugtende kamille. Lad de afblomstrede hoveder sidde, da de giver frø til næste års planter og tenderer til at gå i stykker under tørringen.
- Bred blomsterhovederne ud på et trådnet og lad dem blive gennemtørre et skyggefuldt sted. Eller bred dem ud på bagepapir/madpakkepapir på et bord et skyggefuldt sted.
- Lad blomsterhovederne tørre helt. Det tager ca. 3-7 dage alt efter hvor lunt omgivelserne er.
Opbevaring
- Uanset hvilken metode du anvender til tørring, skal blomsterhovederne opbevares i enten et glas, fx et gammel apotekerglas eller i en brun papirspose. Lad gerne glasset stå åbent en uges tid efter du har lagt blomsterhovederne i, så du sikrer dig, at de er fuldstændigt gennemtørre, inden du sætter låg på – ellers vil de mugne.