Denne kage med blodappelsin, yoghurt og pistacienødder er svampet og lækker og er en kage, der lyser op sidst på vinteren eller først på foråret – lige dér, hvor vi har brug for det. Kagen overhældes med en lyserød glasur og pyntes med kandiserede blodappelsiner og grønne pistacienødder.
Smuk vinterkage
Blodappelsinkage med pistacienødder er en rigtig vinterkage – eller måske kan man kalde det en forårsbebuderkage. En kage, der fortæller, at foråret er lige om hjørnet med alle dets klare farver.
Det er nemlig sæson for blodappelsiner i januar, februar og marts og her må man så svælge i denne lille luksusfrugt. Sådan betragter jeg den nemlig. Jeg er helt tosset med blodappelsiner, som jeg synes er noget af det mest lækre og eksklusive. Det er sådan en smuk frugt at skære op i både til morgenbordet, og ellers bare bruge i drinks, desserter, kager, salater og meget mere.
Blodappelsinerne i kagen
Blodappelsinerne gør noget særligt i denne kage, hvor de farver kagedejen let orange. Man kan lave den smukke glasur af blodappelsinsaft. Jo rødere appelsinerne er, jo mere lyserød bliver glasuren. Og omvendt: jo mindre røde appelsinerne er, jo mere orange vil glasuren blive. Så brug de mest røde appelsiner til glasuren.
Og så er kagen pyntet med kandiserede blodappelsinskiver, som får kagen til at se helt eksotisk ud sammen med de smukke grønne hakkede pistacienødder. Altså, de farver!
(OBS: Dette blogindlæg indeholder affiliatelinks – læs mere nederst på siden)
En smuk kage i en smuk form
Vi skal lige vende formen, som denne kage er bagt i. Den er nemlig bagt i en klassisk bundt-kageform, som giver denne fine randformede kage med riller, som glasuren kan løbe smukt nedad. Det er en stor fornøjelse at bage en kage i en smuk form.
En bundt cake har netop navnet fra sin form og er ikke en bestemt slags kage med specifikke ingredienser. Ofte er kagen en smule tungere end de mere luftige sandkager og lignende.
Hvis du gerne vil anskaffe dig sådan en bundt-kageform, kan jeg anbefale dig denne Party Elegant fra Nordic Ware. Den er SÅ lækker og lavet i aluminium. Det er en kageform, man har for livstid og som er perfekt til alle året hyggelige kageanledninger, inklusiv en lækker julekage. Har du ikke en bundt-kageform, kan du sagtens bage denne kage i en brødform eller en lille springform på 20 cm.
Opskrift på blodappelsinkage med pistacienødder
Opskriften på blodappelsinkagen er ganske enkel, men indeholder flere elementer. Først skal du røre kagedejen sammen og komme kagen i ovnen. Mens kagen bager, kan du kandisere tynde skiver af blodappelsin til at pynte kagen med. Det tager ca. 25 minutter i alt med små 5 minutters arbejdstid. Derefter kan du røre glasuren sammen og hakke pistacienødderne. Og så er alt klart, til når kagen kommer ud af ovnen og har fået lov at køle lidt af.
Får du lyst til at lave mere med blodappelsin, så find gerne inspiration i de mange andre opskrifter med blodappelsin og appelsin:
Blodappelsinkage med kandiserede appelsiner
Se alle opskrifter med appelsin
Blodappelsinkage med pistacienødder
Equipment
- 1 kageform eller en brødform
Ingredienser
- 125 g smør
- 225 g mel
- 2 tsk bagepulver
- 1/4 tsk fint salt
- 250 g græsk yoghurt
- 150 g sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 3 store æg
- 2 blodappelsiner, revet skal + saft
Lyserød glasur
- 200 g flormelis
- ca. 4-5 spsk blodappelsinsaft
Kandiserede appelsiner
- 100 g sukker
- 1 dl vand
- 1 blodappelsin
Pynt
- ca. 30 g hakkede pistacienødder
Sådan gør du
- Smelt smørret ved lav varme og lad det køle af.
- Vend mel, bagepulver og salt sammen i en skål og sæt til side.
- Pisk sukker sammen med græsk yoghurt i en stor røreskål (gerne på røremaskine) og tilsæt 1 æg ad gangen.
- Riv skallen af de to blodappelsiner og pres derefter saften ud af dem. Du skal bruge 60 ml (resten kan du gemme til glasuren).
- Rør revet appelsinskal, appelsinsaft og vaniljesukker i røreskålen.
- Vend melblandingen i og vend derefter forsigtigt det smeltede, afkølede smør i.
- Kom kagedejen i en smurt bageform og bag kagen ved 180 grader varmluft i ca. 50 minutter. Stik gerne i kagen med en skarp kniv og tjek at den er gennembagt. Lad kagen køle lidt af og vend den derefter ud på en bagerist.
Lyserød glasur
- Rør flormelisen sammen med blodappelsinsaft til du har en jævn og tyk glasur. Jo rødere dine blodappelsiner er, jo mere lyserød vil glasuren blive. Jo mindre røde, jo mere orange vil glasuren blive.
Kandiserede blodappelsiner
- Varm forsigtigt sukker og vand op i en gryde eller pande, indtil al sukkeret er smeltet.
- Skær en blodappelsin i meget tynde skiver og læg skiverne i sukkervandet. Lad appelsinskiverne småsimre på meget lav varme i ca. 20 minutter. Vend appelsinskiverne minde èn gang, så de bliver kandiseret på begge sider.
- Tag appelsinskiverne op af sukkersiruppen og lad dem køle helt af på en bagerist.
Servering
- Hæld lyserød glasur ud over den den afkølede kage og pynt med kandiserede appelsinskiver og hakkede pistacienødder. Server med det samme.
Dette blogindlæg indeholder affiliatelinks, hvilket betyder, at jeg tjener en skilling, hvis du klikker dig videre og foretager et køb. Jeg linker kun til varer og produkter, som jeg enten selv bruger eller som jeg vil anbefale. Klikker du på et link og køber, så støtter du samtidigt mit arbejde med at udvikle opskrifter, som jeg kan lægge ud til dig og alle andre – ganske gratis som inspiration til at leve et mere naturligt liv.