Lige nu står roserne i fuldt flor, og derfor er det helt oplagt at lave en hjemmelavet bodyscrub med rosenblade – enten til dig selv eller som værtindegave. Og efter en lang og varm sommerperiode, hvor vores hud har fået masser af sol, kan sådan en bodyscrub give din hud glansen tilbage ved at fjerne alle de gamle, døde hudceller.
Noget af det bedste, jeg ved her om sommeren, er at lave mine egne skønhedsprodukter. For det første oplever jeg det som ren meditation at gå rundt i min have og plukke blomsterblade, bær og krydderurter for derefter at gå inden for i køkkenet og trylle det hele om til velduftende, æstetiske og sunde plejeprodukter til badeværelset.
For det andet giver det mig en vanvittig god følelse at bruge plejeprodukter, som er 100 % hjemmelavet, og som jeg ved, hvad indeholder.
For det tredje bringer det mig uden for og tættere på naturen. Og jeg bringer naturen ind i mit hus, når jeg laver naturlige og friske skønhedprodukter.
For det fjerde, så er det sjovt.
Det føles bare ægte og helt rigtigt at producere disse ting selv. Og selv om det ikke er alt, der giver mening at lave selv, så er der rigtig mange hyggelige og gode skønhedsplejeprodukter, som man hurtigt og uden meget besvær kan producere helt på egen hånd. Ikke nok med, at man ved, hvad de indeholder, produkterne er også helt friske og naturlige.
Opskrift på bodyscrub med rosenblade
- 2 dl sukker
- 1 dl rosenblade i blandede farver: røde, pink, rosa, gule, orange
- 2/3 dl økologisk kokosolie med neutral smag/duft
- evt. 10 dråber æterisk rosenolie (er absolut ikke nødvendigt, men giver bodyscrub’en en skøn duft)
Saml rosenbladene ind og bred dem ud på et stykke bagepapir. Lad dem ligge lidt, så eventuelle små dyr kan få tid og lejlighed til at kravle ud. Når du bruger rosenbladene, så sikr dig, at der ikke er nogen dyr i. Har du ikke roser i din have, kan du gå på udflugt langs stranden eller vejkanten og samle vilde klitroser ind. De egner sig fortrinligt til en hjemmelavet bodyscrub og dufter helt fantastisk.
Bland sukker, rosenblade og kokosolie i skålen, der hører til en minihakker (sådan én, der ofte hører med i et stavblendersæt) og blend til massen er ensartet, og der stadig er små stykker rosenblade i blandingen. Bodyscrub’en vil hurtigt blive lyserød, så snart roserne bliver kværnet.
Hvid du er til duftolie, så bland ca 10 dråber i og rør blanding rundt, så det hele er rørt godt sammen.
Hæld bodyscrub’en på glas og stil den på køl. den kan holde sig en uge til 10 dage i køleskabet, så husk at bruge den hver gang, du tager et bad. Lav evt. en lille portion og en ny et par uger efter i stedet for at producere en stor portion. Eller giv det halve væk til én, du holder af.
Rosenblade strammer huden op og giver den dejlige duft til bodyscrub’en. Sukkeret sliber blidt din hud, mens kokosolien blødgør den og tilfører olie og næring.
God fornøjelse!
2 comments
Ved du tilfældigvis om enten roserne kan fryses ned og bruges efter optøning til dette, eller om man kan fryse selve scrubben ned til senere brug?
Hej Malou
Jeg har ikke prøvet at fryse roserne ned, så det kan jeg ikke svare dig på. Men jeg tror nærmere, at jeg ville tørre rosenbladene og på denne måde gemme dem til senere.
Håber, du finder ud af det!
Mange hilsner Trine