Uhmmm, boller i karry. Vi elsker det. Men det er en smule omstændigt at lave, synes jeg, så det er ikke alt for tit, vi får den herlige ret. Meeen, mindst én gang hver vinter skal den stå på bordet. Og så nyder vi retten ekstra meget.
Det betyder også, at når jeg så endelig laver boller i karry, så laver jeg gerne til to dage. Det kan man lige så godt, når nu man er i gang. Og af en eller anden grund, smager den bare bedst på andendagen – sikkert fordi man ikke har stået og lavet den der!
Her får du vores bedste opskrift på boller i karry – til to dage (eller mere alt efter, hvor mange I er i familien). Hvis du blot vil lave til en enkelt dag, halverer du bare opskriften.
Opskrift på boller i karry
- basmatiris, brune ris, perlespelt eller lignende. Jeg blander ofte hvide, økologiske basmatiris med sorte italienske ris.
- Hønsefond
- Friskopskåret æble
Kødboller:
- 1 kg hakket grisekød
- 2 1/2 dl mælk (gerne let- eller sødmælk)
- 2 dl hønsefond
- 2 æg
- 2 løg
- ca. 100 g hvedemel
- salt og peber
Start med at lave ca. halvanden liter hønsfond. Du skal både bruge hønsefond til farsen, til at koge boller i og efterfølgende som smagsgiver i saucen.
Rør kødet med æg, mel og løg og tilsæt derefter hønsefond og mælk. Smag til med salt og peber. Der er ca. to tsk. salt i og 1/2 -1 tsk peber.
Stil farsen på køl og lad den trække i min. en time.
Sæt hønsefonden til at koge i en stor gryde med en tsk salt. Når vandet koger, former du farsen til små boller i din håndflade med en ske, du dypper i koldt vand. Lad bollerne koge i 3 – 5 minutter. De skal stige helt op til overfladen.
Sæt ris over at koge.
Nu skal du til at lave saucen:
Karrysauce:
- 2 store løg
- 2 æbler – gerne syrlige eller madæbler
- 2 spsk smagsneutral kokosolie eller smør
- 2 spsk karry
- 1 spsk. gurkemeje
- 7-8 dl hønsefond (kogevandet fra bollerne)
- 2 dl fløde
- 2 dl mælk
- evt. en spsk æblecidereddike
- salt og peber
- melbolle bestående af 40 g blødt smør og 40 g mel
Snit løg og æbler og svits dem i en varm gryde sammen med kokosolie eller smør. Hæld karry over. Der kan være stor forskel på styrken i karry, så vær opmærksom på, hvilken type du bruger. Anvender du en mild karry, skal du selvfølgelig bruge mere for at få karrysmagen til at være kraftig nok, når du står med den færdige sauce. Karry skal “brændes af” i olien, for at smagen kommer frem.
Tilsæt nu gurkemejen, og derefter hælder du lige så stille hønsefond (kogevandet fra bollerne), mælk og fløde i, mens du rører rundt. Når saucen koger, jævner du den med en smørbolle (blødt smør rørt sammen med melet i en lille skål).
Blend saucen med en stavblender, så den bliver blød og glat og smag derefter saucen til med salt og peber og evt. en smule æbleeddike.
Læg bollerne i saucen og varm det hele godt igennem. Server med ris og æblestykker drysset henover.
Og nyd så den dejlige vinterret, boller i karry!