Toscanske cantuccini smager intet mindre end helt fortræffeligt til en kop kaffe. Kagen er tør og hård og skal helst dyppes i kaffen eller endnu bedre i et glas vin santo.
Italienske mandelkager er en favorit verden over
Cantuccini er toskanske mandelsmåkager, som vist efterhånden laves og bages overalt i verden. Og det er der en grund til, for de er absolut lækre, og så er de ikke nær så fede, som en almindelig småkage. De indeholder nemlig ikke noget smør eller olie.
Mandelkagerne er ret nemme at bage, men skal bages af to omgange. Først bager man dem som hele stænger, hvorefter man skærer dem ud i skiver og bager én gang til.
Sådan laver du cantuccini, italienske mandelkager (ca. 60 stk)
- 250 g sukker
- 250 g mel
- 1/2 tsk bagepulver
- 1 nip salt
- 2 æg
- 1 æggeblomme
- revet skal af en lille økologisk appelsin (eller af en halv stor)
- 200 g mandler
- 100 g mørk chokolade
Tænd ovnen på 180 grader.
Hak chokoladen i små stykker, men ikke alt for små.
Start med at blande mel og sukker sammen med bagepulver og salt i en røreskål. Jeg bruger en røremaskine, men du kan sagtens lave kagerne med håndkraft.
Rør æg, æggeblomme og appelsinskallen i.
Så rører du rører du de hele, ubehandlede mandler i og til sidst den hakkede chokolade. Sørg for, at chokoladen kun lige bliver fordelt i dejen og at chokoladen ikke farver dejen brun (hvilken den vil gøre, hvis den får lov at røre i længere tid).
Form tre aflange, flade stænger på en bageplade med bagepapir. Dejen er klistret, så du skal måske bruge lidt mel på fingrene.
Bag stængerne ved 180 grader i 18-20 minutter, indtil de har fået lidt farve.
Tag stængerne ud af ovnen og lad dem køle af i 10-15 minutter.
Løft derefter forsigtigt stængerne over på et skærebræt og skær mandelkagerne i skiver med et skråt snit – ca. 1,5 cm.
Læg kagerne på bagepladen igen med skæresiden opad og bag dem først 7 minutter – stadig ved 180 grader – hvorefter du vender med med den anden skæreside opad og bager dem 7 minutter mere.
Lad mandelkagerne køle af på en rist og nyd dem derefter med en god kop kaffe.
Cantuccini kan holder sig i flere uger i en tætsluttet kagedåse, men de er nok væk inden.
God fornøjelse med bagningen af disse cantuccini!
Hvis du er vild med disse italienske mandelkager, så prøv også at lave denne lækre tiramisu.