Ginger nuts er de perfekte småkager til en god kop te eller kaffe og kan både bages og spises som efterårssmåkager eller julesmåkager. De har en vidunderlig smag af ingefær og krydderier og er gode sprøde.
Krydrede småkager
Ginger nuts er klassiske krydrede ingefærsmåkager, som bare passer fremragende godt til en rygende varm kop eftermiddagste eller en hyggelig kop kaffe. Småkagerne smager mest af ingefær, men har også andre krydderier i, som gør det til lækre småkager både til efterårets hyggestunder og til julemåneden.
Ingefærsmåkagerne er samtidigt nemme og hurtige at bage. Jeg ruller gerne dejen til en tyk rulle, som jeg sætter på køl. Så er dejrullen lige til at tage ud af køleskabet, skære i skiver og bage i ovnen. Det tager ingen tid.
En ældgammel småkage
Traditionelt har man nydt ginger nuts i de britiske lande siden 1840’erne og det var stadig den mest spiste småkage helt frem til slutningen af anden verdenskrig. Både i Storbritanien, New Zealand og i Australien spiser man stadig ginger nuts til en god kop te. I New Zealand bliver der i dag produceret ca. 60 millioner småkager årligt, og det er helt klart den mest sælgende småkage.
Det er er jo tankevækkende, men det er nu også en særdeles lækker småkage, som passer til alle lejligheder. Ginger nuts er søde og krydrede og passer både til te, kaffe og varm kakao.
Se alle opskrifter på varme drikke
Opskrift på ginger nuts
Ginger nuts bages med sirup, som gør dem dejligt sprøde. Man varmer smør, sirup og rørsukker let op i en gryde, hvorefter man blander sukkermassen med mel, bagepulver og krydderier. Til sidst samles dejen med et æg. Jeg bruger lys sirup, men der er intet i vejen for at bruge mørk sirup i stedet.
Får du lyst til at bage flere lækre krydrede småkager, så find gerne inspiration i mine mange andre opskrifter på småkager og cookies. Her er et lille udpluk:
Cookies med hvid chokolade og pekannødder
Se alle opskrifter på småkager & cookies
Ginger nuts
Ingredienser
- 125 g smør
- 225 g rørsukker
- 1/2 dl lys sirup (ca. 70 g)
- 300 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 5 tsk stødt ingefær
- 1 tsk stødt kanel
- 1/2 tsk stødte nelliker
- 1 æg
Sådan gør du
- Kom smør, rørsukker og sirup i en gryde og varm det langsomt op, indtil det er en homogen masse.
- Bland bagepulver og krydderier i melet.
- Hæld sukkermassen i en rørskål og rør forsigtigt mel, bagepulver og krydderier i og samle til sidst dejen med et sammenpisket æg.
- Form dejen til 1-2 tykke pølser med ca. 4,5 cm i diameter. Hvis dejen er for varm og blød, kan du lægge den på køl i 10 minutter, inden du ruller den.
- Stil dejrullerne på køl i ca. 1 time.
- Forvarm ovnen til 175 grader.
- Tag dejrullerne ud af køleskabet og skær dem i skiver på ca. 3 mm. Læg småkagerne på bageplader beklædt med bagepapir og bag dem i ovnen i ca. 10-12 minutter, indtil de er flotte gyldne.
- Lad småkagerne køle helt af på en bagerist og opbevar dem i en tætsluttende dåse.