Reine Claude blommer er noget af det ypperste, og denne cremede blommemarmelade lavet på de gulgrønne blommer smager himmelsk. Blommemarmeladen er helt enkel, men kan tilsættes smag, hvis du ønsker det.
Dronningens blomme
Reine Claude blommemarmelade får den smukkeste orange farve og smager helt vidunderligt. Og så er den virkelig nem at lave. For frugterne er store og modne og stenene er nemme at pille ud. Jeg laver marmeladen glat og cremet, for sådan kan vi nu engang bedst lide det.
Netop denne grønne blomme med det royale navn er en højt skattet og værdsat blommesort alle steder. Den har et meget smagfuldt gult blommekød, som aldrig bliver melet. Og så har den en saftig og mild smag. Når blommen er i sæson, kan man blive helt afhængig af den.
Og når blommerne først modner på træet, kan der være rigtig mange. Og vil man ikke dele dem med hvepsene, så er det en god idé at få dem plukket ned, inden de bliver alt for modne. De kan altid modne færdigt inde i køkkenet eller i en lille kasse udenfor.
Og hvad gør man så man alle de blommer? Laver marmelade, selvfølgelig! Foruden blommesaft og andre lækkerier.
Opskrift på Reine Claude blommemarmelade
Denne opskrift er på en cremet og helt enkel marmelade. Jeg har ikke tilsat yderlige smag her, fordi jeg indimellem synes, det er skønt at få den rene frugtsmag frem i en marmelade. Men har du lyst til at tilføje et ekstra lag til smagen, kunne du fx tilsætte en vaniljestang, en kanelstang, en to-tre kardemommekapsler eller en lille sjat hvid portvin. Prøv dig endelig frem.
Og får du lyst til at lave flere lækre ting med dine blommer, så find endelig mere inspiration i de mange andre blommeopskrifter her på siden, fx:
Se alle opskrifter med blommer
Reine Claude blommemarmelade
Equipment
- 3-4 Sylteglas skollede og skyllede i enten atamon eller alkohol
Ingredienser
- 1 kg modne Reine Claude-blommer
- 1 god sjat vand
- ca. 350-400 g sukker
- ca. 3 tsk geleringsmiddel, fx rød melatin
Sådan gør du
- Skyl blommerne, skær dem i halve og fjern stenene.
- Kom blommerne i en gryde sammen med en lille sjat vand og kog dem under låg i ca. 10 minutter.
- Rør det meste af sukkeret i, men smag på marmeladen, inden du kommer det hele i – mængden kan variere alt efter blommernes modenhed og din egen smag.
- Bring marmeladen i kog igen og lad den koge i yderligere 10 minutter.
- Tag gryden af blusset og kør en stavblender igennem marmeladen, indtil den er cremet og lækker.
- Bring igen marmeladen i kog og drys geleringsmiddel rørt sammen med sukker ud over den boblende marmelade, mens du rører rundt. Lad marmeladen koge i ca. 2 minutter og skum evt. overfladen af for skum og urenheder.
- Hæld marmeladen på skoldede og atamonskyllede glas. Lad marmeladen køle lidt af og luk derefter glassene til og sæt mærker på. Opbevar marmeladeglassene mørkt og køligt.