Har du lavet dine egne hæklede vatrondeller, så lav også en hæklet vaskepose til rondellerne. Efter brug af rondellerne, kommes de i vaskeposen, som kan vaskes sammen med dine håndklæder. Nemt og enkelt.
(OBS: Denne opskrift, hæklet vaskepose til rondeller, indeholder affiliatelinks – læs mere nederst på siden)
En nem hverdag
En hæklet vaskepose til rondeller er hurtigt lavet og er perfekt at have hængende til sine hæklede vatrondeller i badeværelset. Posen kan smides i vaskemaskinen, når du vasker dine håndklæder. Og det er virkelig smart.
Vi har to badeværelser i vores hus, og jeg har hæklet vaskeposer til vatrondeller til begge badeværelser plus en ekstra pose, som hænger i soveværelset sammen med mine hudplejeting. Det er dejligt at kunne tage vaskeposerne med, når jeg alligevel vasker håndklæder en gang i ugen. Så napper jeg det hele på én gang, og så er der altid rene genbrugelige rondeller til ansigtsplejen.
Se den gratis opskrift på hæklede vatrondeller her
Et hurtigt lille hækleprojekt
Den hæklede vaskepose til rondellerne er hurtigt lavet. Den tager ikke mange timer at hækle og kan laves på en lørdag eller over et par hverdagsaftener. Og så er det i øvrigt en rigtig hyggelig lille ting at sidde med og et oplagt sted at bruge sine garnrester.
Som udgangspunkt er det bedst at hækle posen i 100 % bomuld, som kan vaskes ved høje grader. Men jeg havde lige en rest japansk bomuld, så jeg har også hæklet en pose i denne garnkvalitet, som ikke er helt så praktisk, men hvor resultatet bliver utrolig smukt og ret æstetisk.
Posen hækles nedefra, hvor du først hækler bunden rundt og derefter fortsætter med net rundt. Foroven hækles en kant med huller til snoren, så posen kan trækkes sammen. Kanten foroven er bredere end bunden, så der er plads og så den folder sig fint, når snoren trækkes sammen.
TIP: Hækl en vaskepose med tilhørende genbrugelige rondeller som en bæredygtig og hjemmelavet gave til din veninde, din datter, din mor eller en du holder af. Vil du gøre lidt ekstra ud af det, kan du lave en renseolie til at fjerne makeup og snavs fra ansigtet – se hvordan du gør lige her.
Hvilket garn skal du hækle i?
Vaskeposen hækles i 100% bomuldsgarn i 8/4 kvalitet. Bomuldsgarn kan vaskes ved høje grader, og det er en fordel, når posen skal vaskes sammen med fx håndklæder. Jeg kan rigtig godt lide at hækle i Drops Safran, som er en smuk ægyptisk bomuldsgarn, der er OEKO-TEX®-certificeret. Det betyder, at garnet er blevet testet og at det er helt fri for skadelige kemikalier og trygt at bruge.
Du kan købe Drops Safran hos Rito til en ganske fornuftig pris:
Alternativt kan der hækles i japansk bomuld, som er en særlig æstetisk og smuk bomuldsgarn. Det kan ikke vaskes ved helt så høje grader, men giver til gengæld en meget smuk vaskepose. Jeg vasker som regel mine rondeller ved 40 grader og en gang i mellem giver jeg dem en vask på 60 grader. Man kan evt. bruge vaskeposen af japansk bomuld til vask ved de lave grader og komme rondellerne i en anden vaskepose, når de skal vaskes ved de høje grader.
Du kan købe japansk bomuld her hos Önling:
Opskrift på hæklet vaskepose til rondeller
Du finder opskriften på den lille fine vaskepose lige her nedenfor. Er du ny inden for hækling, så findes der masser af videoer på YouTube, som forklarer de forskellige former for masker og teknikker. Det er nemt at google dem frem.
Får du lyst til at lave flere små kreative projekter, så tjek også mine andre opskrifter på både hækleprojekter og strikkeprojekter. Måske finder du inspiration og en god opskrift:
Hjemmestrikkede scrunchies i mohair
Strik din egen Flower Mohairscrunchie
Se også idéer til hjemmelavede gaver
Hæklet vaskepose til rondeller
Equipment
- 1 hæklenål, str. 2,5 mm.
Materials
- ca. 25 g 100 % bomuldsgarn 8/4 kvalitet eller
- ca. 15 g japansk bomuld fra Isager
Sådan gør du
Bund
- Lav en magisk ring.
- 1. omgang: Hækl 3 luftmasker, som udgør 1. stangmaske og hækl derefter 11 stangmasker rundt (= 12 m i alt). Saml cirklen med en kædemaske.
- 2. omgang: Hækl 2 stangmasker i hver maske hele vejen rundt (=24 m i alt). Først stangmaske består af tre luftmasker eller en alternativ stangmaske. Saml med en kædemaske.
- 3. omgang: Hækl 1 stangmaske og i næste maske 2 stangmasker. Gentag hele vejen rundt (= 36 m i alt). Begynd med en enkelt stangmaske (de 3 luftmasker) og slut med to stangmasker i den sidste maske. Saml med en kædemaske.
- 4. omgang: Hækl skiftevis 2 stangmasker i hver sin maske og 2 stangmasker i samme maske hele vejen rundt (= 48 m i alt). Saml med med kædemaske.
- 5. omgang: Hækl skiftevis 3 stangmasker i hver sin maske og 2 stangmasker i samme maske hele vejen rundt (= 60 m i alt). Saml med en kædemaske.
- 6. omgang: Hækl skiftevis 4 stangmasker i hver sin maske og 2 stangmasker i samme maske hele vejen rundt (= 72 m i alt). Saml med en kædemaske og sæt en maskemarkør ved omgangsstart.
Pose (nettet)
- 1. omgang: Hækl 5 luftmasker, spring 2 masker over og hækl en fastmaske i den næste. Fortsæt med at hækle luftmaskebuer i hver 3. maske hele vejen rundt = 24 buer i alt. Sidste fastmaske laves i kædemasken fra forrige omgang.
- Næste omgang: Lav en luftmaskebue med 5 luftmasker og hækl en fastmaske i midten af næste luftmaskebue. Gentag omgangen rundt. Omgangen afsluttes med en fastmaske i den første luftmaskebue. Fortsæt på samme måde rundt, til der er 20 omgange i alt.
Kant med løbegang
- På næste omgang begyndes på kanten, som hækles i fastmasker: Hækl 4 fastmasker i hver luftmaskebue således, at én fastmaske hækles i hver fastmaske (i midten af luftmaskebuen) og de yderligere 3 fastmasker i selve luftmaskebuen = 100 masker i alt.
- Hækl 2 omgange med fastmasker.
- Løbegang: Hækl 3 dobbelte stangmasker, lav en luftmaske og spring næste maske over. Gentag omgangen rundt. Første maske består af 4 luftmasker.
- Hækl 3 omgange med fastmasker og afslut sidste omgang med en kædemaske.
- Hæft alle ender.
Snor
- Hækl luftmasker, indtil snoren måler ca. 1 meter. Hæft enderne og bind en knude i hver ende. Sæt snoren i løbegangen.
Dette blogindlæg indeholder affiliatelinks, hvilket betyder, at jeg tjener en skilling, hvis du klikker dig videre og foretager et køb. Jeg linker kun til varer og produkter, som jeg enten selv bruger eller som jeg vil anbefale. Klikker du på et link og køber, så støtter du samtidigt mit arbejde med at udvikle opskrifter, som jeg kan lægge ud til dig og alle andre – ganske gratis og uden forstyrrende reklamer.