Disse hvedeklidsboller med hørfrø kalder vi også for slankeboller. De er nemlig grove og lækre og gode for maven. Og så er de helt utroligt nemme at bage og kan laves på ingen tid.
Frokostboller
Hvedeklidsboller er gode for maven og er en rigtig god erstatning for rugbrød. De er nemlig lynhurtige at bage og smager virkelig skønt, når de er helt nybagte. Og så er de endda sunde og indeholder lutter gode og grove ingredienser. Særligt hvedeklid siges at være rigtig godt for maven og en af de allebedste meltyper at spise.
I løbet af arbejds- og skoleugen spiser vi rigtig meget rugbrød på madpakke, og når vi så når til weekenden, er det ikke altid rugbrød, vi længes mest efter. Her bruger vi ofte disse hvedeklidsboller som alternativ til rugbrød. De er nemlig dejligt grove og skønne sprøde, når de lige er kommet ud af ovnen. Og de smager godt både med varm leverpostej, pålæg eller smør og ost.
Nem dej
Dejen til hvedeklidsbollerne laver jeg som regel om formiddagen, og den er simpelthen så nem at lave. Her kræves der ikke de store bageevner, så enhver kan lave disse boller – også børn. Det eneste, man skal være opmærksom på, er, at der ikke kommer for meget mel i bollerne, så de bliver tørre.
Så, når du måler de forskellige meltyper af med et decilitermål, er det altså uden top og med nøjagtig opmåling. Ellers risikerer du at få lidt halvkedelige boller ud af det, og det kan være svært at afgøre, om dejen er for tør, når det er en såkaldt våd dej, man arbejder med.
Har du en god kryddersalt, kan du evt. bruge den som krydderi i bollerne.
Se alle opskrifter på hjemmebagt brød
Opskrift på hvedeklidsboller
Opskriften består mest af forskellige grove meltyper samt hørfrø. Er der en meltype, du ikke har i køkkenet, kan du sagtens erstatte med en anden. Vær blot opmærksom på, at dejen ikke bliver for tør, da der er forskel på, hvor meget væske de forskellige meltyper opsuger.
Får du lyst til at bage flere lækre og sunde hjemmebagte boller, så prøv også disse her:
Se alle opskrifter på hjemmebagte boller
Hvedeklidsboller med hørfrø
Ingredienser
- 5 dl vand
- 50 g gær
- 1 sammenpisket æg
- 1 stor tsk salt
- 1 dl hørfrø
- 3 dl hvedeklid
- 3 dl grahamsmel
- 3 dl hvedemel
Sådan gør du
- Rør gæren ud i vandet – gerne på en røremaskine.
- Tilsæt det sammenpiskede æg og salt.
- Hæld hørfrø i.
- Tilsæt mel lidt efter lidt og rør dejen godt. Den skal være tyk klistret.
- Form straks med to skeer boller, som du sætter på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Lad bollerne hæve i 1/2 time.
- Bag bollerne ved 200 grader varmluft i ca. 15 minutter.
- Lad hvedeklidsbollerne køle af på en bagerist inden servering.