Jeg tror ikke, jeg er ene om at være vild med nøddetærter med klistret karamel. Her er en opskrift på den dejligste mandeltærte, som er enormt hurtig at bage, og som bare smager usandsynligt godt – især, når den er helt kold.
Tærte med mandler og karamel
Denne mandeltærte skal bages, køles af og stilles i køleskabet – lige som man gør med karamel – for den smager nemlig allerbedst, når den er helt kold og karamellen er sej og tyk.
Det betyder, at det er en tærte, du kan lave i god tid. Skal du have gæster, kan du uden problemer lave den dagen før eller om morgenen. Kagen kan serveres som et lækker stykke tærte til kaffen, men du kan også bruge den som et stykke dessertkage skåret ud i mindre stykker og serveret sammen med flere andre lækkerier som fx is, mousse, frugt osv. på en desserttallerken.
Opskrift på mandeltærte (1 stk.)
Mørdej:
- 150 g hvedemel
- 50 g sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 100 g smør
- 1 lille æg
Fyld/mandelkaramel:
- 150 g ristede mandelsplitter
- 75 g smør
- 75 g sukker
- 2 store spsk honning
- 1 dl piskefløde
Rist mandelsplitterne let på en pande og sæt dem til side.
Bland hvedemel, sukker og vaniljesukker sammen i en skål og smuldr smørret heri, indtil det ligner revet ost – dette kan du sagtens gøre på en gøremaskine. Saml dejen med ægget.
Ælt hurtigt dejen sammen (med fingrene) og form den til en kugle og tryk den flad. Dæk dejen med film og sæt den på køl i en halv times tid.
Rul dejen ud på et meldrysset bord og læg den i en smurt tærteform. Jeg har her brugt en aflang, men du kan sagtens bruge en rund.
Stik dejen med en gaffel, så der kommer “lufthuller” og læg et stykke bagepapir over tærtebunden, som du fylder med tørrede linser, bønner, kikærter eller lignende. På denne måde glider siderne ikke ned i tærteformen, mens du fortager tærtedejen.
Bag tærtedejen ved 200 grader i 10 minutter.
Imens tærtedejen bager, laver du fyldet: Kom de ristede mandelsplitter, smør, sukker, honning og fløde i en lille gryde og bruíng det hele i kog under omrøring.
Når tærten er foragt, tager du den ud af ovnen, fjerner bagepapiret med bønnerne og fordeler fyldet i tærtebunden.
Bag tærten i endnu 10 minutter, stadig ved 200 grader. Overfladen skal være lysebrun og boblende.
Tag tærten ud af ovnen, lad den køle helt af og stil den gerne på køl inden servering (den kan også spises lun).
God fornøjelse!