Dette er måske en af de bedste æblekager, jeg nogensinde har smagt. Kagen har det hele: Krydret dej, som er blødt i kagen og sprød på toppen og masser af æblefyld vendt i kanelsukker. Og når kagen serveres lun med flødeskum, er man nærmest i himmerige.
Den bedste kage med æbler
Hollandsk æblekage er en af mine klare favoritter, når vi taler æblekage. For nogle år siden var hele familien på efterårsferie i Amsterdam. En eftermiddag fandt vi en lille hyggelig café i to etager ved en af kanalerne, som vi slog os ned på for at hvile fødderne lidt efter mange timers vandring. Her bestilte vi kaffe og æblekage med flødeskum.
Det viste sig at være denne klassiske hollandske æblekage, appeltaart, og den smagte simpelthen fantastisk. Som i virkelig fantastisk. Hjemme igen forsøgte jeg at kreere den selv. Og jeg må sige, at den hjemmebagte hollandske æblekage smager endnu bedre. Første stykke spiste vi en sen efterårsaften med letpisket flødeskum, og jeg tror vitterligt, at det var den bedste kage, jeg nogensinde havde smagt.
Det er, som om at kagen bare er helt perfekt i sin opbygning. Kagedejen er simpelthen så lækker med den krydrede smag. I selve kagen bliver den til blød kagedej, mens den bliver sprød og knasende på toppen. Æblerne er vendt i kanelsukker og er bløde, men med bid. Og så lige en god klat flødeskum ovenpå. Halleluja, så bliver en efterårskage faktisk ikke bedre.
Jeg synes, du skal prøve selv!
Opskrift på hollandsk æblekage
Lige neden for finder du opskriften på den afsindigt lækre krydrede kage med æbler. Dejen laves med brun farin, hvilket giver den krydrede smag sammen med kanel. Det er snarere en slags småkagedej, end det er en mørdej. Og det gør altså noget godt for kagen.
Du kan bruge de æbler, du her. Men det allerbedste er, hvis du blander madæbler og spiseæbler, så kagen får både noget syrligt og sødt. Der er forholdsvis mange æbler i kagen, og derfor kan det godt blive lidt meget med kun madæbler, men det er selvfølgelig smag og behag. På den anden side er det også vigtigt, at det ikke kun bliver sødt i sødt.
Har du masser af æbler i haven, så kan det være, du også har lyst til at udforske nogle af mine mange andre æbleopskrifter. Her er et lille udpluk:
Tarte tatin – opskrift på fransk æbletærte
Æblesnaps med rosmarin og peberkorn
Gammeldags æblekage med makroner og flødeskum
Hollandsk æblekage
Equipment
- 1 Springform 20 cm
Ingredienser
Kagedej
- 150 g brun farin
- 300 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 1/4 tsk fint salt
- 200 g koldt smør
- 1 æg
Æblefyld
- 1 kg æbler, ca. 8 stk.
- 75 g sukker
- 2 tsk stødt kanel
- 3 spsk rasp
Pensling
- lidt æg
- sukker
Sådan gør du
Kagedej
- Rør brun farin, mel, bagepulver og salt sammen.
- Tilsæt koldt smør i små stykker og rør, til dejen ligner en crumbledej.
- Tilsæt ægget og saml dejen.
- Film dejen og sæt den på køl i ca. 1 time.
Æblefyld
- Skæl æblerne, fjern kernehusene og skær dem i både. Hvis de tenderer til at blive brune, kan de evt. vendes i lidt citronsaft.
- Bland sukker og kanel sammen til en kanelsukker.
- Vend æbler og kanelsukker sammen i en skål.
Samling af æblekagen
- Del kagedejen i to lige store dele.
- Rul først den ene del ud og læg den i en smurt springform, så dejen når helt op til kanten – og gerne lidt over.
- Drys bunden med lidt rasp og hæld æblefyldet på.
- Rul den anden del af dejen ud og skær den i baner af ca. 2 cm tykkelse. Der skal være ca. 10-12 baner.
- Flet dejstrimlerne hen over kagen (se billedet nedenfor), og pres enderne sammen i kanten af formen sammen med dejen fra bunden. Lad dejen blive inden for formens sider.
- Pensl med sammenpisket æg og drys let med sukker.
- Bag kagen ved 175 grader i ca. 40-45 minutter, til den er smuk gylden på toppen. Lad kagen køle lidt af inden servering.
- Server med letpisket flødeskum, vaniljeis eller cremefraiche.