Denne müesli er en luksusudgave med kokosflager og chokolade. Det er Lukas’ yndlingsmüesli, fordi den minder lidt om den Crüesli med chokolade, som man kan købe i butikkerne. Men denne müesli med kokosflager er både sundere og billigere. Og så behøver det jo ikke være en hverdagsmüesli.
Her får du opskriften på müesli med kokosflager og chokolade
- 1 spsk. jomfrukokosolie
- 2 spsk. rørsukker
- ca. 250 g fintvalsede økologiske havregryn
- ca. 250 g grovvalsede økologiske havregryn
- 2 dl. knuste cornflakes
- 1 dl. kokosflager
- 100 g sukkerfri hakket, mørk chokolade
Smelt kokosolien på en stor pande og strø rørsukkeret helt over den smeltede olie. Hæld derefter resten af ingredienserne undtagen chokoladen på panden og rør blandingen rundt.
Rør jævnligt i müeslien, til den begynder at tage farve. Pas på du ikke kommer til at brænde müeslien på, når den begynder at blive gylden, for det går nemlig hurtigt på det tidspunkt.
Sluk for varmen, når müeslien har en flot gylden farve og lad den stå at køle af et stykke tid. Inden müeslien køler helt af, hælder du ca. halvdelen af den hakkede chokolade over og rører den rundt i blandingen, så det smelter en lille smule. Resten af chokoladen blander du i, når müeslien er helt kold.
2 comments
Hvor ser det godt ud, det må jeg prøve
Kære Lone
Det synes jeg bestemt, du skal. Det er både nem og lækker opskrift på müesli.
God fornøjelse!
Mange hilsner Trine