Smukke røde grapefrugter drysses med sød myntesukker og bages i ovnen, hvorefter de serveres med kold skyr. Det smager skønt og er en både smuk og lækker brunchret.
En farverig brunchoplevelse
Bagte grapefrugter med myntesukker og skyr er den perfekte brunchret. Det første, der fanger opmærksomheden, er farverne. De bagte grapefrugter bringer ikke kun en intens orange farve til bordet, men også en visuel appetitvækker. De varme toner af grapefrugtens kød kombineret med det grønne myntesukker og den hvide skyr skaber et malerisk mesterværk på din tallerken. En fornøjelse for både øjnene og ganen.
Og så er der smagen! De bagte grapefrugter er nemlig ikke blot en æstetisk nydelse, men også en smagsmæssig oplevelse. Det er en enkel, men forførende ret, der forener den syrlige friskhed af grapefrugt med den søde, forfriskende smag af myntesukker og den cremede konsistens af skyr. En kombination, der virkelig smager godt
Myntesukker
Man kan selvfølgelig bagte grapefrugterne med almindeligt rørsukker, hvis man ikke lige orker at lave myntesukker først. Men har du en minihakker, kan du lave myntesukkeret på et minut eller to. Og det smager altså helt vidunderligt på grapefrugten.
Jeg har lidt mynte til at stå i mit drivhus, og det betyder, at jeg mere eller mindre kan høste frisk mynte året rundt. Det er dejligt at kunne hente krydderurten frisk om vinteren, og der går faktisk ikke så meget mynte til en omgang myntesukker.
Har du ikke mynte i haven, kan du nemt købe frisk mynte i supermarkedet eller alternativt bruge tørret mynte.

Opskrift på bagte grapefrugter med myntesukker og skyr
Opskriften er helt enkel og grapefrugterne er hurtigt lavede. Beregn, at de skal i ovnen ca. 15-20 minutter før, du gerne vil servere dem.
Grapefrugterne kan serveres som en del af morgenbordet, fx om søndagen eller hvis du skal lave brunch. Eller du kan bruge de bagte grapefrugter som en sund dessert eller i stedet for eftermiddagskage.
Får du lyst til at lave flere lækre ting til brunch, så find gerne inspiration i mine mange andre brunchopskrifter:
Bananpandekager med karamelliserede bananer
Omelet med spinat, ost og syltede rosenblade


Bagte grapefrugter med myntesukker og skyr
Ingredienser
- 2 røde grapefrugter
Myntesukker
- 1/2 dl rørsukker
- 1 håndfuld friske mynteblade
Servering
- 4 store spsk skyr
- myntesukker
- 4 mynteblade
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Skær grapefrugterne over i halve. Hvis de vipper meget til en side, kan du få dem til at stå lige ved at skære bunden en smule til. Kør en meget skarp kniv rundt langs kanten på hver halve grapefrugt, og frigør frugtkødet en anelse. Så er grapefrugten nemmere at spise ved servering.
- Sæt grapefrugterne med skærefladen opad i et ovnfast fad.
Myntesukker
- Blend rørsukker og mynteblade sammen i en minihakker, til det er findelt, og sukkeret har en smuk grøn farve.
- Drys ca. 1 teskefuld myntesukker på hver halve grape, og bag derefter grapefrugterne i ovnen i 10-15 minutter, til de er let glaserede.
- Tag grapefrugterne ud, og afkøl dem let.
Servering
- Anret de lune grapefrugter med en god skefuld skyr på toppen og drys gerne lidt ekstra myntesukker ovenpå. Pynt evt. med friske mynteblade.
