Nogle gange er en helt enkelt granola allerbedst. Her er opskriften på en mild vaniljegranola med to slags chokolade, som er nem og hurtig at lave, og som smager virkelig skønt på yoghurt, havregryn og meget andet.
Granola med vanilje og to slags chokolade
Jeg kan rigtig gode lige smagen af denne vaniljegranola med chokolade. Den er mild og enkel og passer enormt godt som morgengranola til fx græsk yoghurt sammen med frisk frugt og bær. Smagen dominerer ikke, men tilpasser sig morgenmadens andre bestanddele.
Granola er som udgangspunkt virkelig nemt at lave, og når man først er kommet ind i rutinen med at lave sine egen granola, går det nemt og hurtigt hver eneste uge. Jeg skifter altid mellem at lave forskellige granolaer, så der kommer variation i vores morgenmad. Så når vi ikke at blive trætte af en bestemt smag, for ugen efter er der en ny granola.
Opskriften på vaniljegranola er lavet med henblik på at blande en granola uden nødder. Det er nemlig ikke alle, der kan lide eller tåle nødder. Og nogle gange er det også bare fint, at få en granola til morgenmad uden nødder.
Granolaen består i stedet af grovvalsede havregryn, rugflager, sesam- og chiafrø. Disse krydres godt med vanilje, når de har været i ovnen, og når granolaen er helt kølet af, blandes mørk chokolade og mælkechokolade i.

Opskrift på vaniljegranola med chokolade
Her under finder du den nemme opskrift på granola med vaniljesmag. Med granola kan man altid gøre, som man vil, så har du lyst til, at der skal være flere krydderier i granolaen, kan du nemt give den lidt mere smag, fx med stødt ingefær eller kanel.
Og du kan også sagtens erstatte en del af de grovvalsede havregryn med andre gryn, frø, nødder eller mandler.
Er du vild med lækker, sund og hjemmelavet morgenmad, så kan det være, at disse lækre morgenmadsopskrifter også vil inspirere dig:
Morgengrød med æblemos og granola
Omelet med spinat, ost og syltede rosenblade
Granola med hasselnødder, tranebær og mørk chokolade
Se hele samlingen af opskrifter på morgenmad


Vaniljegranola med chokolade
Ingredienser
- 3 dl grovvalsede havregryn
- 1,5 dl rugflager
- 1 dl sesamfrø
- 0,5 dl chiafrø
- 1 knivspids fint salt
- 0,5 dl kokosolie
- 0,5 dl honning eller sirup
- 4 tsk vaniljesukker
- 50 g mørk chokolade
- 50 g lys chokolade
Sådan gør du
- Bland grovvalsede havregryn, rugflager, sesamfrø og chiafrø sammen i en stor skål.
- Tilsæt honning og kokosolie og rør det godt rundt i blandingen. Det gør ikke noget, hvis det "klumper" sig en smule, for begge dele smelter, når det kommer i ovnen. Er din kokosolie meget fast, kan du evt. varme den lidt op ved at sætte den i ovnen et par minutter inden.
- Hæld det hele på en bradepande beklædt med bagepapir og bag det i ovnen ved 150 grader varmluft i ca. en halv time.
- Rør i granolaen efter ca. et kvarter. og måske igen 5 – 10 minutter efter. Granolaen skal være sprød og knasende.
- Tag bradepanden ud af ovnen, drys vaniljesukker henover den varme granola og rør godt rundt. Lad din granola køle helt af.
- Hak begge slags chokolade og bland i den afkølede granola. Fyld granolaen i et stort sylteglas eller i en kagedåse med låg.
